Tibetanske munke sætter ild til sig selv
Endnu engang har tibetanske munke sat ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre i Tibet.
Endnu engang har tibetanske munke sat ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre i Tibet.
Uden for et buddhistisk tempel i Tibets hovedstad Lasa strøg to tibetanske munke tændstikker og satte ild til sig selv. De protesterede mod det kinesiske styre i Tibet, og for første gang skete selvofringen i den regionale hovedstad, rapporterer Radio Free Asia ifølge Reuters.
Mindst 34 munke har siden marts 2011 antændt sig selv for at vise deres vrede og utilfredshed med kineserne, den måde, de undertrykker tibetanerne på og generelt med de seks årtier under Kinas styre. Ifølge tibetanske rettighedsgrupper er mindst 24 døde.
De to munke i Lasa blev hurtigt kørt væk af sikkerhedstyrker, som også sørgede for at rømme området, hvor ildspåsættelsen skete søndag. For det er et af de vigtigste pilgrimssteder og turistdestinationer i hjertet af hovedstaden.
Efterfølgende var byen »fyldt med politi og paramilitære styrker, og situationen var meget anspændt«, citerer Radio Free Asia et øjenvidne for at sige.
I Kinas hovedstad, Beijing, er munkene bag afbrændingerne blevet mærket som »terrorister« og kriminelle, og både eksiltibetanere og deres åndelige leder, Dalai Lama, er blevet beskyldt for at opfordre til det.
Ifølge kineserne er Dalai Lama, som flygtede i eksil i Indien i 1959 efter et oprør mod de kinesiske magthavere, en separatist. Selv mener han dog, at han bare forsøger at skabe selvstændighed for sit hjemland.