Politi, autonome og højreekstremister i sammenstød ved banegården
Efter en helt udramatisk eftermiddag ser frygten for voldsomme sammenstød i forbindelse med en højrenational sommerfest på Fyn nu ud til at blive til virkelighed.
I Odense har Politiet netop anholdt op mod ti personer, som formodes at have tilknytning til det yderligtgående Danskernes Parti. Gruppen sidder nu i håndjern på jorden foran banegården, fortæller kilder på stedet.
Netop Odense Banegård var på forvejen udpeget som epicenter for de frygtede uroligheder. Danskernes Parti holder i dag sommerfest et hemmeligt sted på Fyn, og flere grupper autonome fra hele landet havde på forhånd varslet, at de ville forhindre deltagere, der ankom med tog, i at forlade de lokale jernbanestationer.
En mindre forsamling venstreorienterede unge var tidligere i dag mødt op foran banegården, men forlod stedet igen, da ingen festgæster dukkede op. Dermed syntes faren at være drevet over, men sidst på eftermiddagen samlede grupper fra begge lejre sig pludselig igen ved stationen.
Politiet er nu massivt til stede for at holde de to menneskemængder adskilt. Det sker blandt andet med anholdelsen af de cirka ti personer fra den ene fløj.