Ti-årig dreng i koma efter kvælnings-ulykke i haven
Den Ti-årige dreng, der tirsdag aften blev fundet livløs efter at have hængt fast i sin hættetrøje i et træ i haven, er nu lagt i koma. Hans tilstand betegnes som kritisk men stabil.
Den Ti-årige dreng, der tirsdag aften blev fundet livløs efter at have hængt fast i sin hættetrøje i et træ i haven, er nu lagt i koma. Hans tilstand betegnes som kritisk men stabil.
- Det er en tragisk ulykke - en hændelig ulykke under leg.
Sådan siger politikommissær Kenneth Pedersen fra lokalpolitiet i Næstved til bt.dk om den ulykke, der tirsdag aften ramte en familie fra Fuglebjerg på Sydsjælland, da deres ti-årige dreng blev fundet hængt i sin hættetrøje i et træ i familiens have.
- Han legede under et birketræ i haven. Der lå nogle paller under, som han hoppede på. Og i den forbindelse kommer hans hættetrøje til at hænge fast på en knast, forklarer politikommissæren.
Drengen var alene i haven, da ulykken skete. Hans bedsteforældre havde lige sat ham af, og han var løbet ud for at lege. Han havde været uden opsyn i cirka ti minutter, da en bekendt gik forbi haven og fandt den livløse dreng, skriver bt.dk.
- Han får hurtigt hevet drengen ned, og forældrene kommer til stedet, og man påbegynder førstehjælp. Drengen er livløs, men der er puls. Derefter kommer en ambulance til stedet, fortæller Kenneth Pedersen.
Først blev drengen indlagt på Næstved Sygehus, men senere på aftenen blev han overført til Rigshospitalets Traumecenter, hvor hans tilstand tirsdag aften var kritisk.
- Hans tilstand skønnes nu at være fortsat kritisk men stabil, og han ligger i kontrolleret koma i respirator, siger politikommissæren til bt.dk onsdag.
Lægerne vil forsøge at vække ham torsdag eller fredag, og derefter vil man vide, om han risikerer at få varige skader.