SF-formand Pia Olsen Dyhr forstår at skabe alliancer. Først tog hun initiativ til et samarbejde med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl om dagpengene, og nu ser vi SF og Enhedslisten i et tæt samarbejde om finanslovsforhandlingerne. Det handler om at se på, hvordan man kan få mest mulig af sin politik gennemført, siger Pia Olsen Dyhr.
- Vi er jo ikke blevet til ét parti, vi går bare til forhandlinger sammen. Det er jo ikke noget unormalt, det har Venstre og De Konservative gjort i mange år, siger Pia Olsen Dyhr.
I Dansk Folkeparti er Kristian Thulesen Dahl ikke bange for at blive tredje hjul i det nu tættere samarbejde mellem SF og Enhedslisten. For ham handler det også om, hvordan han kan få mest muligt af sin egen politik gennemført.
Vil sparke døren ind
- Vi var slet ikke tiltænkt en rolle i finanslovsforhandlingerne. Alt fra regeringens side er tilrettelagt ud fra, at de vil lave en aftale med SF og Enhedslisten. Nu får vi så alligevel mulighed for at sparke døren ind til Finansministeriet ved at få en særskilt forhandling om dagpengene. Så på den måde er det tætte samarbejde mellem SF og Enhedslisten en god nyhed, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han forventer til gengæld ikke, at de tre partier vil finde flere steder at samarbejde om at lægge pres på regeringen i dette års finanslovsforhandlinger.
Svært med baglandet
- Det virker som om, at Enhedslisten har svært ved det. Johanne Schmidt-Nielsen har brug for at gentage nærmest i hveranden sætning, at Dansk Folkeparti har ændret holdning til dagpengene. Det tyder på, at hun har det svært med flere i sit bagland, end jeg har i mit. Men lad os nu fokusere på dagpengene. Det kræver bare, at SF og Enhedslisten står fast på ønsket om, at vi skal inviteres med til en særskilt forhandling, siger Kristian Thulesen Dahl.
Og Dansk Folkeparti skal have en chance for at vise, at de mener, hvad de siger, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
- Jeg har lige (tirsdag formiddag, red.) hørt Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen stå i folketingssalen og sige, at man ikke kan tro på, hvad Dansk Folkeparti siger om dagpenge. Men det må være op til Dansk Folkeparti at bevise, at man kan, siger Johanne Schmidt-Nielsen.