Han var ved at tabe kæben ned på bordet, da nyheden om Pia Kjærsgaards farvel kom ud 7. august.

Pludselig emmede den politiske debat af HANS tanker om at bringe Dansk Folkeparti i regering.

- Nyheden kom vel ud kl. 22.01 om aftenen. Inden der var gået 10 minutter, sad de første kommentatorer på skærmen og fortalte om, hvordan mine regeringsambitioner var større end Pias. De havde tilsyneladende besluttet sig for, at det var den store forskel på Pia og mig, fortæller Kristian Thulesen Dahl her små tre uger efter nyheden, der ændrede hans liv.

- Det udartede sig hurtigt til - stadig uden at jeg havde sagt noget som helst om det - at Lars Løkke blev spurgt, om han ville opfylde mit ønske om at få Dansk Folkepart i regering. Det var ret voldsomt. Jeg blev taget til indtægt for noget, jeg ikke havde sagt noget om.

Det at deltage i en regering er et middel til indflydelse. Ikke et mål. Jeg tror måske, at regeringsdeltagelsen blev et mål for SF, hvor midlerne - politikken - så skulle indrettes efter det. Hos os er målet at få så meget politik gennemført som muligt.

Ytringerne begrænses

Kristian Thulesen Dahl peger på nogle af sine gamle kolleger fra folketingssalen som eksempler på forskellen på at være medlem af Folketinget og så være minister.

Indtil valget i 2011 herskede en årelang diskussion om, hvorvidt den dengang brogede gruppe i Dansk Folkeparti kunne tages alvorligt som en del af et ministerhold.

- Når der har været talt om DF som egnede, så har det handlet om diskussionen om, hvorvidt DFerne var dygtige nok til at sidde i regering. Når jeg ser, hvilke partier og personer, der over tid bliver ministre, synes jeg DF i den grad er kvalificeret til at kunne træde ind i en regering. Men det bliver aldrig et mål i sig selv.