Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, er hjernen bag reformen, der halverer dagpengeperioden. Derfor er det et udtryk for hykleri, at han nu vil udskyde halveringen med endnu et halvt år.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, men Kristian Thulesen Dahl afviser beskyldningen. Han understreger, at han ikke har skiftet holdning til dagpengereformen. Faktisk har DF to gange tidligere meldt sig klar til at udskyde reformen på grund af den voksende ledighed.

- Allerede under valgkampen sidste år sagde vi, at hvis den økonomiske vækst betød, at der ikke blev skabt arbejdspladser og hvis ledigheden fortsat var stigende, ville vi være i en situation, hvor vi skulle overveje at udskyde ikrafttrædelsen af halveringen af dagpengeperioden, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske Nyhedsbureau.

- Og foråret, da vi vedtog den midlertidige udskydelse til nytår, gav vi tilsagn om, at vi var klar til at forlænge den endnu et halv år. Så i bedste fald skyldes Heunickes udtalelser, at han ikke har fulgt ordentlig med.

Kristian Thulesen Dahl har dog også en anden teori om baggrunden fra den skarpe S-udmelding.

- Måske føler han sig presset, fordi ganske mange i hans egne rækker er enige med os. Men hans egen statsminister og hans beskæftigelsesminister siger nej, konstaterer DF-politikeren.