Der blev råbt højt i det midtjyske omklædningsrum efter fredagens superliga-kamp.

FC Midtjylland-spillerne skal være lettede over, at de slap fra Odense med 1-1 mod OB. For de danske mestre var alvorligt på hælene i næsten samtlige 90 minutter, og kun storspil af målmand Mikkel Andersen og fynsk chance-sløseri gjorde, at midtjyderne slap for at indkassere det fem nederlag i løbet af de seneste seks kampe.

Og cheftræner Jess Thorup var efterfølgende godt knotten over indsatsen.

»Ja, jeg er faktisk sur. For jeg synes ikke, at vi kan være vores indsats bekendt. Og det har spillerne også fået at vide,« sagde Thorup til TV3 Sport efter kampen.

»Vi har en tro på, at vi skal hver gang, og det havde vi også i dag. Men OB gjorde det også godt, og et eller andet sted må vi sige at vi er heldige med at får point.«

Jess Thorup håber nu, at spillerne kan finde et helt andet niveau frem i sæsonens sidste fire kampe - der blandt andet byder på to vigtige Europa League-kampe mod Legia Warszawa og Club Brugge.

»Men selv om jeg hører, at vi måske blev snydt for et par straffespark, så skal der helt andre boller på suppen fra spillerne i de sidste fire kampe.«