Indtil kl. 11.59 tirsdag håbede DFs formand Kristian Thulesen Dahl stadig, at han havde en hård klemme på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

At hun var så hundeangst for en folkeafstemning om den europæiske patentdomstol, at Dansk Folkeparti kunne presse hende til at lave en hurtig handel i porten. Partiet har hidtil uden held forsøgt at få regeringen til at opsætte ’et bolværk’ mod velfærdsturisme.

Men da hun kl. 12.00 gik på Folketingets talerstol og gjorde det klart, at regeringen om nødvendigt vil afholde folkeafstemningen i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet 25. maj næste år, faldt hans forhåbninger til jorden med et brag.

Og ikke nok med det:

Da Thorning mødte pressen i Vandrehallen uden for folketingssalen, sendte hun Kristian Thulesen Dahl til tælling med en bemærkning om, at hun ikke kan acceptere hans ’krejlermentalitet’ i denne sag. Hvis DF-formanden troede, at hun ville købe hans 22 mandater for at opnå det fem sjettedels flertal, som grundloven kræver for at undgå en folkeafstemning, havde han forregnet sig.

- Dansk Folkeparti har jo sagt, at folkeafstemningen i virkeligheden ikke er så vigtig, og at de er parat til at sælge den, hvis de kan få noget andet. Det er sådan en krejlermentalitet, som Dansk Folkeparti har omkring det her. Og det må betyde, at de i virkeligheden godt kunne tænke sig at gå ned i folketingssalen og stemme for, siger Helle Thorning-Schmidt.

Da hun i fredags mødtes med Kristian Thulesen Dahl for at teste hans holdning til patentdomstolen, oplyser andre kilder, at hun bevidst undlod at give ham et vink om, at hun havde besluttet at lade folkeafstemningen detonere som en lille bombe i sin åbningstale. Den gave havde han ikke gjort sig fortjent til.

Bedre for Kristian Thulesen Dahl blev det ikke, da den konservative formand, Lars Barfoed, betegnede DFs krav som ’helt på Månen’.

- Jeg synes, DF skulle besinde sig. En europæisk patentdomstol er danske virksomheders interesse. Jeg fatter ikke, at DF blokerer for det, siger han.

Lettere groggy

Kilder i Dansk Folkeparti fortæller, at man allerede i sidste uge fik nys om, at noget var under optræk. Man forventede, at Thorning enten ville slå til på S-kongressen eller ved Folketingets åbning. Men hvordan hun ville slå til, vidste man ikke, og da Kristian Thulesen Dahl skulle kommentere hendes tale, sagde han lettere groggy, at han kunne forstå, ’at Thorning helst vil undgå en folkeafstemning’.

10 meter fra ham stod Thorning og fortalte en større kreds af journalister, at hun ikke ville ind i nogen studehandel. Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) er også ude med riven efter Thulesen Dahl:

- Jeg synes, han driller, og det er sagen for alvorlig til. Der står arbejdspladser og eksport på spil. Og nu vil DF handle om det. Jeg må bare sige: Kom nu, siger hun.

Alligevel forventer Kristian Thulesen Dahl, at han vil blive indbudt til forhandlinger.

- Jeg har givet regeringen et valg. Hvis den er så optaget af det med patentdomstolen, er den så indstillet på at give os nogle indrømmelser. . Det tygger de på, og jeg har forstået, at regeringen holder døren på klem, siger han.

Ifølge BTs kilder har regeringen kalkuleret med, at Dansk Folkeparti vil blive sat under et voldsomt pres fra erhvervslivet og store dele af det borgerlige Danmark, hvis man går ud i en valgkamp og kæmper for et dansk nej til en fælles europæisk patentdomstol.

Et dansk nej er heller ikke særligt sandsynligt, da kravet i grundloven er tårnhøjt. For det første skal et flertal stemme imod. For det andet skal dette flertal udgøre mindst 30 procent af de 4 mio. stemmeberettigede danske vælgere. Det betyder, at 1.200.000 vælgere skal møde op og stemme nej. Da emnet ikke er nogen folkesag - og modstanden begrænset, er det ikke realistisk at forestille sig, at det vil ske.