Dagpengereformen er og bliver en betændt politisk sag.

På Socialdemokraternes kongres lørdag appellerede forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til den radikale leder, Margrethe Vestager, i spørgsmålet om, hvorvidt genoptjeningsperioden skal sættes ned til et halvt år igen.

Nyrup hentydede til, at det eneste, der står i vejen for en ændring af reformen, er de Radikale, og så er prisen efter hans mening ikke den største.

- Jeg mener, 70 millioner kroner, det er da til at overse, sagde han.

Det var noget, de delegerede kunne lide at høre, og de kvitterede med stående klapsalver til den tidligere formand. Men der var én, der blev siddende i sædet og holdt hænderne i ro: Statsminister Helle Thorning-Schmidt.

I dag forklarer hun, at det var der flere grunde til.

- Jeg synes, det er helt urimeligt at sige, at det er de Radikales skyld. Det er et fælles regeringsgrundlag, hvor vi i fællesskab tager ansvar for at rette op på dansk økonomi. Jeg accepterer ikke det her med at skyde skylden på andre partier, siger Helle Thorning-Schmidt til b.dk.

Hun understreger, at regeringer gør alt hvad den kan for at hjælpe de dagpengemodtagere, der fra 1. januar risikerer at falde ud af dagpengesystemet, men at Socialdemokraterne også står på mål for de beslutninger, de træffer. Også når det kommer til dagpenge.

Og noget har de gjort, mener hun. Dels er akutpakken blevet vedtaget, og tidligere er ikrafttrædelsen af den halverede dagpengeperiode også blevet udskudt med seks måneder.

Også tallet på 70 millioner fik statsministeren til at rynke brynene, for den forhenværende formand har ikke helt haft styr på kuglerammen, da han fandt det tal.

- Der var også noget galt med tallene, så jeg følte ikke rigtig anledning til at klappe.