Efter 18 måneder som regeringsleder må Helle Thorning-Schmidt affinde sig med at gå på sommerferie som en af de mest upopulære statsministre i mange år.
Mens forgængerne Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og til dels Lars Løkke Rasmussen i deres første regeringsår kunne ride på en bølge af velvilje, har billedet været anderledes grumt for Thorning.
Hendes nytiltrådte regering fik i 2011 ikke de normale 100 dages arbejdsro, og siden er det kun blevet værre. Vælgerne er flygtet i alle retninger. Til Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten – og til sofaen.
Her kan du læse et uddrag af det store sommer-interview med statsministeren, som BT bragte søndag.
Hvordan har du det med ikke at blive forstået. Målingerne er dårlige. Socialdemokraterne har ofte under 20 pct. i målingerne?
- Vi synes jo, at det går lidt bedre nu. Jeg oplever egentlig, at der er rigtig mange mennesker, som har en forståelse for, at Danmark på vej gennem krisen bliver nødt til at træffe nogle beslutninger. Og at de fleste godt kan se, at i de sydeuropæiske lande, hvor man ikke i tide har reformeret og forandret tingene, der går det faktisk ikke særlig godt. Og at man har en forståelse for, at vi af og til er nødt til at forandre nogle ting i Danmark for at kunne bevare et samfund, hvor vi passer på hinanden, er solidariske med hinanden og har meget lighed. Det er drivkraften i mit virke, at vi fortsat har et stærkt velfærdssamfund. Vi gør det på vores måde. Mange har beskyldt os for at føre blå politik, borgerlig politik. Men jeg tror, der er større og større forståelse for, at vi har gjort det på vores måde og har lagt vores værdier ned over de beslutninger, vi har truffet, siger hun.
Siger du, at I er nået til et vendepunkt?
- Nej, det siger jeg overhovedet ikke. Jeg siger bare, at jeg oplever en forståelse. Mange havde travlt med i begyndelsen at sige, at det er blå politik. Men det er det ikke. Når vi sænker selskabsskatten, gør vi det på vores måde, hvor vi undtager banker og nordsøolien. Når vi laver en skattereform, gør vi det på vores måde, hvor der ikke er skattelettelser til de allerrigeste, men tværtimod skattelettelser til helt almindelige indkomster. Når vi ændrer SU’en, så gør vi det på vores måde, hvor der stadig er et sjette studieår. Det var der ikke i den tidligere regerings forslag til SU-reform. Så på den måde tror jeg, at der er rigtig mange, der kan se, at vi laver nogle reformer, der er nødvendige og påkrævede, hvis vi stadig skal have et solidarisk velfærdssamfund. Men vi gør det hele tiden med udgangspunkt i vores værdier og med det, vi tror på, siger Helle Thorning-Schmidt.