Forhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne er skudt i gang, og de er senest færdige den 30. juli, lover statsministeren
Inden udgangen af juli er der en aftale klar, som kommer til at sætte et markant aftryk på danskernes hverdag i de kommende år.
Det lovede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter det første møde mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere i de såkaldte trepartsforhandlinger var afsluttet torsdag eftermiddag.
- Vi har en trepartsaftale inden juli, sagde statsministeren til det ventende pressekorps.
Helle Thorning-Schmidt understregede, at der er en vej ud af krisen.
- Men det kræver, at vi giver den en ekstra skalle, hvis vi skal opretholde et solidarisk velfærdssamfund, sagde hun.
- Det, vi skal i Danmark her og nu, er at forbedre konkurrenceevnen, så vi kan skabe flere job, men vi skal samtidig sørge for, at der er flere, der er på arbejdsmarkedet, så vi skal gøre begge dele på samme tid.
Statsministeren takkede forhandlingsparterne for at se den alvorlige situation i øjnene og gå ind til mødet med en ambition om at lande en aftale.
LO-formand Harald Børsting mener, at parterne langt hen ad vejen er enige om det endelige mål, nemlig at få Danmark tilbage på ret køl.
- Alle, der er med i forhandlingerne, har en forpligtelse til at se udover dagen i morgen. Det, vi har taget hul på nu, får betydning for, hvordan samfundet ser ud om otte til 10 år, understregede Harald Børsting.
Og det skal nok lykkedes at blive enige, forsikrede Helle Thorning-Schmidt.
- Jeg er meget optimistisk. Bliver det svært? Ja, det er jeg sikker på, det bliver. Bliver der uenigheder hen ad vejen? Ja, det skal der nok komme, sådan er det jo med forhandlinger, sagde statsministeren.