For en måned siden gik USAs militærenhed Navy Seals ind i Somalia og befriede danske Poul Hagen Thisted og amerikanske Jessica Buchanan, der blev holdt fanget af pirater.

Fredag fik statsminister Helle Thorning Schmidt (S) mulighed for at takke for befrielsesaktionen, da hun mødtes med USAs præsident, Barack Obama, i Det Hvide Hus.

LÆS OGSÅ:

- Jeg takkede inderligt præsidenten for den redningsaktion, der befriede to ansatte i Dansk Flygtningehjælp. Nu er de begge i sikkerhed ­– tak for det!, sagde Helle Thorning-Schmidt til de ventende pressefolk efter mødet med Barack Obama.

Derudover blev der udvekslet opdragelseserfaringer mellem de to ledere.

- Det er meget sjovt, at vi har døtre på næsten samme alder, og det er hyggeligt, at vi kan snakke om den opgave, vi begge har med at give vores børn et normalt liv, selv om opgaven nok er lidt større for ham, sagde Helle Thorning-Schmidt.

 

Og det tyder på, at Barack Obama fik et par opmuntringer med på vejen.

- De er stort set samme alder, så vi kunne sammenligne noter. Statsministerens døtre er en smule ældre end mine, og hun forsikrede mig om, at de fortsætter med at styre sig et godt stykke ind i teenageårene, og det giver mig nyt mod, sagde præsidenten.