Regeringen har netop præsenteret sit udspil til en skattereform. Et stort bidrag til vækst og job i Danmark, som er socialt afbalanceret, lyder det fra statsministeren, der ønsker en bred politisk aftale.

Regeringens udspil til en skattereform, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) netop har præsenteret omgivet af økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), vil yde et stort bidrag til vækst og job i Danmark.

Det siger statsministeren på et pressemøde.

- Reformen vil lette skatten på arbejde med cirka 14 milliarder kroner, den vil give øget beskæftigelse svarende til 14.600 flere i arbejde, og den vil varigt styrke de offentlige finanser med tre milliarder kroner. Det betyder, at vi får et stærkere Danmark, et Danmark med flere i arbejde med penge til velfærd og til at investere i vores fælles fremtid, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Skattereformen løser mange udfordringer på en gang. Den sænker skatten på arbejde markant. Den fremmer investeringer og virkelyst i Danmark, den skaber vækst og job, siger Helle Thorning-Schmidt, der flere gange under pressemødet understregede, at skattelettelserne er fuldt finansierede og socialt afbalancerede.

- Skattereformen har en social balance. Det har været vigtigt for regeringen. To tredjedele af skattelettelserne går til et højere jobfradrag, og det vil give en lettelse af skatten til alle i arbejde. Det vil være til gavn for lønmodtagere med helt almindelige lønindkomster, fabriksarbejdere, sosu-hjælpere, håndværkere, siger Helle Thorning-Schmidt.

Forhandlingerne om skattereformen starter allerede tirsdag eftermiddag, og regeringen går efter en bred politisk aftale.

- Regeringen er, som I ved, en mindretalsregering. Vi har ikke på forhånd et flertal for de forslag, vi her lægger frem. Vi ønsker en så bred aftale som muligt, siger Helle Thorning-Schmidt, der bliver bakket op af Margrethe Vestager.

Hun er godt klar over, at der er elementer i skattereformen, der ikke tiltaler alle partier.

- Hvis man kigger rundt i det politiske landskab, så er der sikkert partier, der synes, at der en bitter pille eller to i det her oplæg. Og billedet er valgt med omhu, for en bitter pille kan også hjælpe, siger Margrethe Vestager, der kom med en direkte opfordring til Folketingets øvrige partier.

- Jeg håber, at når partierne mødes i eftermiddag, gør de det med det ønske at forhandle en skattereform på plads, fordi det er det, vi har brug for. Sammen med trepart, som arbejdsgiver og arbejdstager er klar til at påtage sig, kan vi lave en løsning, der kan løfte Danmark et andet sted hen, siger hun.

Forhandlingerne begynder i Finansministeriet klokken 15.