DR beklager nu de fejlbehæftede exitprognoser, som spåede at Socialdemokraterne ville blive mindre end Venstre ved tirsdagens kommunalvalg allerede timer inden, at valgstederne lukkede.

Exit-prognoserne, som var foretaget af analyseinstituttet Epinion, spredte sig i adskillige medier og var dermed med til at farve valgaftenens resultat mere sort for Socialdemokraterne, end tilfældet faktisk var. Da det endelige valgresultat lå klar ud på aftenen og natten stod det nemlig klart, at Socialdemokraterne havde bevaret deres position som landets største kommunale parti - trods tilbagegang.

I en af DRs exitprognoser stod Socialdemokraterne til at få kun 22,7 procent af stemmerne. Det endelige resultat blev 29,5 procent.

I en artikel på dr.dk publiceret klokken 03.55 beklager DR Nyheder kvaliteten af exit-prognoserne. Under overskriften »Exit-prognoser tog fejl« skriver DR:

- Selv om både dr.dk og valgudsendelsen på DR1 adskillige gange understregede, at exit-prognoserne er behæftede med stor usikkerhed, så er der her ramt for meget ved siden af.

Også Epinion beklager angiveligt de upræcise prognoser:

- Det ramte mere uden for skiven, end vi bryder os om, siger partner i Epinion, Mogens Storgaard Jakobsen ifølge DR og fortsætter:

- Vi har ikke været gode nok til at forudse, hvordan vælgerne afgav deres stemmer i de sidste timer, inden valgstederne lukkede, og hvor rigtig mange strømmede til.

DR og Epinions exit-prognoser var baseret på en blanding af interviews med vælgere, der havde afgivet deres stemme og meningsmålinger gennemført i dagene op til valget.

Allerede før valgresultatet lå klart kritiserede Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, at medier offentliggør exit-prognoser på et tidspunkt, hvor valgstederne stadig havde åbent.

- Det er disrespekt for demokratiet, sagde hun.

Også Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, var tilsyneladende blevet påvirket at de fejlbehæftede exitprognoser. Ved Socialdemokraternes valgfest på spillestedet VEGA sagde Thorning:

- Vi må nok i aften sige det, som det er. Vi har ikke vundet valget, som vi håbede på. Vi er ikke tilfredse med det resultat, som der tegner sig, det er ikke godt nok.