Ifølge statsministeren er der ro i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor flere medlemmer i sidste var ude med krads kritik efter valget af Dan Jørgensen som minister.

Bølgerne gik højt i den socialdemokratiske folketingsgruppe, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sidste uge valgte at hive en person uden for folketingsgruppen direkte ind på ministerholdet.

I stedet for at pege på en af de trofaste gruppemedlemmer, udnævnte statsministeren europaparlamentarikeren Dan Jørgensen (S) til fødevareminister. Det fik flere anonyme socialdemokrater til at lufte deres frustrationer over det, som én betegnede som »en krigserklæring over for hele folketingsgruppen«.

På et pressemøde onsdag i Statsministeriets spejlsal blev statsministeren spurgt om, hvorvidt der var brug for at »genoprette tillidsforholdet« til gruppen efter udnævnelse af Dan Jørgensen, men det mener Thorning ikke.

»Jeg tror ikke, der er noget problem i forhold til min folketingsgruppe. Vi holdt møde i går, og det var et rigtig fint møde, så sådan opfatter jeg det ikke,« siger statsministeren.

Hun erklærer sig - ligesom hun har gjort før - meget tilfreds med valget af Dan Jørgensen som fødevareminister:

»Jeg synes, Dan er et fremragende valg. Vi taler om en person, som har siddet næsten ti år i Europa-Parlamentet, har skrevet adskillige bøger, har været optaget af fødevarer, dyrevelfærd, klima- og energipolitik og budgetforhold i parlamentet, så selvfølgelig er han et rigtigt godt valg,« siger hun.

Det var over for Berlingske, at en række S-politikere luftede deres frustration over valget af en minister, som ikke kom fra gruppen.

»Helle Thorning-Schmidt har sendt et ekstremt demotiverende signal. Hvis hun skal vinde næste valg, skal hun have en folketingsgruppe, som arbejder benhårdt for hende. Men nu er der flere, der har mistet motivationen,« lød det blandt andet.