Statsminister Helle Thorning-Schmidt erkender, at Socialdemokraternes vælgertilslutning er for lav. Det sker på baggrund af en ny meningsmåling lavet for Børsen af Greens Analyseinstitut, der viser den laveste vælgertilslutning siden 1990, hvor målingerne begyndte. Kun 16,5 procent ville stemme på partiet, hvis der var valg i dag.

- Det er ikke godt nok. Det siger sig selv. Men det ændrer ikke ved, at det er min og regeringens opgave at trække Danmark trygt gennem krisen, siger Helle Thorning-Schmidt i programmet »Mogensen og Kristiansen« på TV 2 News.

- Jeg tager selvfølgelig målingerne alvorligt. Men jeg er helt overbevist om, at Socialdemokraternes opgave er at få Danmark gennem krisen, siger hun i tv-programmet og opfordrer til at holde hovedet koldt:

- Det, som vi skal, er jo ikke at sidde og blive nervøse over målinger. Det er at handle hver eneste dag.

Også partiets politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at chokmålingen er lav.

- Det er for lavt et tal for os. Altså, vi ligger dårligt i målingerne, det må man sige, siger han til Børsen.

Jesper Termansen, politisk redaktør på Radio24syv, vurderer, at lavpunktet blandt andet skyldes den gamle løftebrudsdiskussion, »der bliver ved med at klæbe til Helle Thorning-Schmidt«.

- Samtidig går det stadig ikke godt med økonomien, og så mangler hun at levere på jobs, siger han.

I meningsmålingen ligger Venstre stille med 32,9 procent mod 33,1 procent i sidste måned. Jesper Termansen mener dog, at der i højere grad er tale om et fravalg af Socialdemokraterne frem for et tilvalg af Venstre.

- Halvdelen af landets befolkning er ikke pludselig blevet liberale, men der skal ikke så meget til, før denne her midtergruppe beslutter sig for at stemme enten V eller DF i stedet for S. Det er en gruppe, der er impulsstyret, og når man er utilfreds med Socialdemokraterne, bliver det et protestvalg, hvor man vælger oppositionen, forklarer han.

Thomas Larsen, politisk kommentator på Berlingske, mener, at »Socialdemokratiet er ude af takt med sine vælgere i et historisk omfang«.

- Det her handler slet ikke om kommunikation, det handler om politikken, konstaterer han.

Både Thomas Larsen og Jesper Termansen peger desuden på dagpengestriden.

- Den er stadig uløst. Vi har set en statsminister, der gang på gang har sagt, at hun ikke vil gøre mere for at hjælpe de ledige, der ryger ud af systemet fra årsskiftet. Jeg tror ganske enkelt, at det ikke er godt nok for en hel masse socialdemokratiske vælgere, siger Thomas Larsen.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, er ikke overrasket over Socialdemokraternes mavepuster.

- Det, vi har set efter valget, er, at nu mener Helle Thorning-Schmidt alt det, som hun ikke mente før valget. Jeg tror egentligt bare, at danskerne vil have ærlige og troværdige politikere, der ikke skifter holdning, alt efter om de kan få en ministerbil, siger hun.

Venstre og Dansk Folkeparti er ikke langt fra at kunne danne et flertal alene. De to oppositionspartier står nemlig til en samlet vælgertilslutning på 47,9 procent. Derfor er det også en tilfreds Pia Kjærsgaard, værdiordfører og tidligere formand for Dansk Folkeparti, der kommenterer meningsmålingen.

- Det glæder selvfølgelig utrolig meget, at vi står så stærkt, som vi gør. Men når det så er sagt, er der jo ganske givet lang tid til et folketingsvalg. Efter den her måling tror jeg ikke ligefrem, at de udskriver valg snart, og derfor tager vi det stille og roligt og sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt, siger hun.