Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holder sig fra Tangkrogen i Aarhus på torsdag 1. maj, når arbejdernes internationale kampdag markeres.
Sidste år blev hun buhet ud af det rekordstore publikum på 30.000 mennesker og skudt på med vandpistoler. Men i år taler Thorning blandt andet i Fælledparken i København, hvor daværende SF-formand Annette Vilhelmsen (SF) og overborgmester Frank Jensen (S) sidste år blev mødt øredøvende larm.
En 23-årig mand blev anholdt for at have skudt vand i hovedet på statsministeren sidste år i Tangkrogen, men LOs formand i Aarhus, Anders Munk, der står for 1. maj-arrangementet, regner med en mere stille og rolig dag i år.
»Der er ikke nogen af talerne, der er rigtig tæt på toppen, så jeg forventer ikke, at der er nogen, der vil troppe op med store protester,« siger Anders Munk.
LO Aarhus og FTF Region Midtjylland arrangerer årets 1. maj, men det er Socialdemokraterne selv, der får lov til at sende en hovedtaler til Tangkrogen. I år er det partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget i Region Midt, Lasse Quvang (S). Desuden kigger den tidligere Aarhus-borgmester og nuværende forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), forbi.
»Fokus bliver derfor lidt anderledes og mere rettet mod EU-valget 25. maj,« siger Anders Munk og fortsætter:
»Jeg kunne da godt have ønsket mig, at der måske var nogle andre af toppolitikerne, der var til stede. Men sådan bliver det altså ikke i år. Jeg tror dog ikke, der er nogen, der er bange for at komme herover.«
Når Helle Thorning-Schmidt stiller sig på talerstolen i Fælledparken klokken 13.30 er der muligvis ikke risiko for sprøjt fra en vandpistol, men til gengæld kan hun blive overdøvet af hundredvis af fløjter.
En gruppe venstrefløjsaktivister har nemlig planer om at uddele fløjter til tilhørerne for at få Thornings tale til at drukne i larm.
Men statsministeren aflægger ikke kun hovedstaden et visit på torsdag. Hun begynder dagen i Holstebro og Frederikshavn, og efter Fælledparken tager hun til både Næstved og Slagelse.
Hendes ministre og stort set alle de socialdemokratiske folketingsmedlemmer holder også taler flere forskellige steder i løbet af torsdag, og til sammen dækker de hele Danmark. Finansminister Bjarne Corydon (S) tager eksempelvis turen til Esbjerg, Varde og Fanø, mens justitsminister Karen Hækkerup (S) både taler i Kastrup, Vejle og Silkeborg.
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) klarer Fyn, mens transportminister Magnus Heunicke (S) taler i hjemstavnen, Næstved.
SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) holder sig til københavnsområdet og indleder dagen i Ballerup klokken 8.20, inden hun fortsætter til Søborg og Københavns nordvestkvarter. Hun slutter af i Fælledparken.
Også Enhedslisten markerer 1. maj, og politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) taler først i Kastrup, inden hun flankerer statsministeren og SF-formanden i Fælledparken.