Thorning blev klappet ind på scenen i Fælledparken
Der var hovedsageligt jubel under de røde faner, da Helle Thorning-Schmidt fredag talte på arbejdernes kampdag i Fælledparken. Politikerne pegede fingre og pudsede glorier.
Der var hovedsageligt jubel under de røde faner, da Helle Thorning-Schmidt fredag talte på arbejdernes kampdag i Fælledparken. Politikerne pegede fingre og pudsede glorier.
»Fælledparken! Så klapper vi sammen - mod kapitalismen!«
Bandet Patchanka spillede og dansede 1. maj i gang i hovedstaden til duften af røde pølser under en forsigtig forårssol.
Grå skyer og mennesker samlede sig tættere om scenen, som talerrækken skred frem, og de røde faner stod klar, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gik på scenen ved totiden.
De sidste to år har hun haft mere end svært ved at overdøve protester mod lærer-lockout og dagpengereform, men i år var det hverken fløjter eller buh-råb, der bød statsministeren velkommen.
»Helle! Helle! Helle!,« råbte glade partifæller i kor.
Og der er grund til at juble, lød budskabet i Thornings tale.
»Vi er i gang med at gøre det arbejde, som en socialdemokratisk ledet regering skal gøre. Mennesker kommer i arbejde. Sandheden er, at de borgerlige ikke magtede at tage ansvaret for Danmark. Sandheden er, at de borgerlige er rigtig gode til at bruge penge, men dårlige til at overholde budgetterne,« sagde Helle Thorning-Schmidt.
»Lad mig slå helt fast på denne 1. maj: Vi vil ikke have Lars Løkke Rasmussens Danmark tilbage,« understregede hun til et ekko af klapsalver.
På en plet i græsset lidt væk fra scenen var førtidspensionist, Jørgen Asby Knudsen, glædeligt overrasket over statsministeren:
»Jeg synes faktisk, det var en god tale. Hun fortalte tingene på en lidt humoristisk måde og fik folk at smile. Jeg havde nok forventet, at der var lidt mere dårlig stemning. Der er så mange problemer i øjeblikket, og jeg regnede med, at det ville være svært for hende i dag. Men hun kom ind på tingene på en god måde,« mente den 56-årige, der dog også savnede flere konkrete udmeldinger fra den socialdemokratiske forkvinde.
Venstre og Dansk Folkeparti fik mange verbale tæsk i talen, og statsoverhovedet sendte også et par reprimander til SF og Enhedslisten. Regeringen fik dog svar på tiltale især vedrørende dagpengereformen, da både Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og Pia Olsen Dyhr (SF) efterfølgende talte til de tusinder af røde kernevælgere.
Mens valgkampsretorikken fik de røde faner til at blafre endnu mere, blev det for meget for enkelt tilhørere.
»Men hvad mener du selv, Helle?,« lød det halvhøjt til venstre for scenen, da en mand fik nok af at høre på statsministerens »mudderkastning«.
»Venstre er nok det ord, hun siger mest i løbet af hele talen. Hun skal fortælle om, hvad hendes politiske holdninger og planer er i stedet for bare at stå og kaste noget i nakken på Løkke,« uddybede Jens Smedegaard på 37, der læser på Paul Petersens Idrætsinstitut, efter talen.
»Nu har hun oven i købet taletid, men det bliver bare til en omgang mudder, som det plejer. Det er for nemt at stå og snakke om nogen, der ikke er her,« sukkede han.
Køerne til madboder og øltelte voksede, som talerækken skred frem, og også fagforeningsfolk var på scenen med brandtaler. Der blev især uddelt røde lussinger til Ryan Air, dagpengesystemet og presset på den offentlige sektor.
Selv om 1. maj er arbejderpartiernes store dag, var køerne længere ved øl- og pølseboderne end ved partiernes telte, da bandet WhoMadeWho indtog scenen som dagens sidste indslag.