Thorleif forgyldes
Den store nordiske bankfusion er et sandt triumftog for Unibanks førstemand, Thorleif Krarup - og i den proces, som han selv har sat i gang, vil hans egen løn blive forhøjet med mindst et par mio.kr.
Den store nordiske bankfusion er et sandt triumftog for Unibanks førstemand, Thorleif Krarup - og i den proces, som han selv har sat i gang, vil hans egen løn blive forhøjet med mindst et par mio.kr.
Det sker når den 47-årige danske direktør om et år bliver øverste chef for den nye bankkoncern. Så vil hans løn mindst blive forøget til samme niveau som hans svenske forgænger, Hans Dalborg, og svenske bankdirektører tjener ofte dobbelt så meget som deres danske kollegaer. Ifølge branchekilder får en svensk bankdirektør i Dalborg-klassen mindst syv mio. kr. om året - og det virker realistisk i betragtning af, at Hans Dalborg i 1997 oplyste en årsindkomst på 5,4 millioner svenske kr til de svenske skattemyndigheder.
Læg dertil masser af yderligere pension til direktør Krarup samt en gylden faldskærm (prisen for at fyre ham), der efter den svenske tradition vil sige spar to til, hvad vi kender til i Danmark. Skulle det gå galt for den danske bankmand, er han altså sikret resten af sit liv.
I fremtiden får Thorleif Krarups direktørkollegaer i danske banker altså endnu mere grund til at skele misundeligt til Unibanks succesmand. Med en årsgage på omkring 4,5 mio. kr. - det gætter branchekyndige, at hans løn er - er han nemlig allerede en af de højestlønnede direktører i Danmark. Og dertil kommer en fantastisk pensionsordning.
Thorleif Krarup er fusionernes mand. I hele hans karriere har han tumlet med fusioner, først da han var chef for Nykredit, der i sig selv er produktet af en fusion, og siden skulle han kitte Unibank-fusionen sammen, og derefter få Unibanks talrige opkøb indplaceret i den hastigt ekspanderende danske bank.
At Unibank nu glider ind som tredjehjul i en nordisk bank er ikke just en overraskelse. I årevis har Thorleif Krarup arbejdet for at etablere nordiske alliancer, og der er vel næppe det større nordiske pengeinstitut, som Krarup ikke har overvejet som en kommende partner, og ganske mange af dem har han også forhandlet med.
Krarups nye storbank er utvivlsomt en skuffelse for bankverdenens ældre garde. Nu har de danske pengeinstitutter stået last og brast og med kolossal dygtighed manøvreret internationale finanshuse ud af Danmark. Ikke en af de globale giganter har haft held med at få fodfæste på det vanskelige danske bankmarked.
Nu har Thorleif Krarup brutalt taget mødommen på branchen - nu har udlandet med fynd og klem fået fodfæste i Danmark.
Læs mere om bank-fusionen i dagens B.T.