Berlingskes politiske kommentator forklarer, at Mogens Lykketofts kritik af regeringens politik på dagpengeområdet, rammer som en bombe lige i den socialdemokratiske ledelse.
- Ved at tale om dagpengene, borer han sylen direkte ned i socialdemokratiets allermest ømtålelige tå, og han rammer partiledelsen lige i mellemgulvet. Hvis der er noget, ledelsen ikke har brug for, er det fornyet uro om hele dagpengereformen, siger Berlingskes politiske redaktør, Thomas Larsen.
Mogens Lykketoft har kaldt regeringens politik for 'brutal' og for en lappeløsning, fordi han mener, der bliver gjort for lidt for de mange tusinde, der ryger ud af dagpengesystemet. Thomas Larsen forklarer, at kritikken kommer efter Mogens Lykketoft i lang tid har forsøgt at råbe Helle Thorning og Bjarne Corydon op i forhold til dagpengespørgsmålet.
- Lykketofts kritik skyldes, at han i lang tid har forsøgt at advare partiledelsen internt. Han har forsøgt at gøre ledelsen opmærksom på, hvilke vælgerkonsekvenser det vil medføre, hvis partiet ikke lytter til vælgerne og finder en løsning. Nu tror jeg, at han har følt, at ledelsen ikke har lyttet eller reageret, og så vælger han at øge presset på dem ved at sige det eksternt i fuld offentlighed, siger Thomas Larsen til BT.
Thomas Larsen pointerer, at den tidligere finansministers kritik af sin egen regering kommer på et særdeles ubehageligt tidspunkt for Helle Thorning.
- Han kommer med kritikken på et meget følsomt tidspunkt, hvor partiet igen er på vej ind i en vælgerkrise med svigtende vælgeropbakning. Der er i forvejen en masse socialdemokrater, der går rundt med nerverne uden på tøjet ovenpå Dong-sagen, udlicitering og 'Den hemmelige Socialdemokrat', siger Thomas Larsen, der mener, Lykketofts holdning er bredt udbredt i partiet.
- Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange socialdemokrater og fagforeningsfolk, der er helt enige med Mogens Lykketoft. Spørgsmål er så, om de vælger at gå ud og støtte Mogens Lykketoft, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.
Thomas Larsen: Lykketofts kritik rammer S-ledelsen lige i mellemgulvet
Del: