Alt tyder på, at finansloven for det kommende år er lige om hjørnet, og den ser ud til at få en række solide, røde fingeraftryk, der samlet afspejler, at rød blok står samlet forud for et kommende valg.

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der kalder aftalen for en sejr for regeringspartierne, SF og Enhedslisten.

»Rød blok står mere samlet og i en stærkere formation end meget længe. Det bliver afgørende fremadrettet, om de kan udnytte det nye sammenhold, eller om de bliver splittet for alle vinde inden valget, »siger han.

»Det er klart, at hvis de formår at holde sammen, har de ikke kun lavet en meget vigtig finanslov sammen. De har i virkeligheden også fået lavet en holdopstilling, der kan bære dem frem mod valget,« siger Thomas Larsen og peger på, at den seneste tids store medieomtale af de delaftaler, de fire partier har vedtaget, vidner om, at der har været et stærkt sammenhold og drive ved forhandlingsbordet.

»Grundlæggende har det været et succesrigt i forløb. Især i slutfasen har det været velordnet, hvor de har formået at forhandle tillidsfuldt bag lukkede døre, men hvor de i høj grad også er lykkedes med at sælge de forskellige dele til pressen over flere dage. Dermed har de fået det optimale ud af det, de har opnået i medierne. Det kan man kun, hvis man rent faktisk er i stand til at aftale det indbyrdes.«

Blandt de vigtigste delaftaler i den kommende finanslov er ifølge Berlingske en ny økonomisk håndsrækning til de ledige, der hverken kan få dagpenge, kontanthjælp eller arbejdsmarkedsydelse, samt en afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt for samlevende par. Samtidig er der afsat 1,5 milliarder kroner ekstra til sundhedsområdet, flere penge til hjemmehjælp og pædagoger samt en milliard kroner til mere økologi og en grønnere naturindsats.

Thomas Larsen hæfter sig ved, at regeringen på en og samme tid ser ud til at komme i mål med en finanslov, der har et umiskendeligt rødt præg, uden at den har sat den økonomiske ansvarlighed over styr.

»Det er lykkedes på en række områder at gøre finansloven ganske rød, især med investeringerne på sundhedsområdet. Samtidig er den også blevet grønnere. Når det så er sagt, er der ikke tale om en gavebod, hvor der er blevet smidt store beløb til alle mulige vælgergrupper. Grundlæggende har regeringen forsøgt at styre efter et forholdsvist stramt budget, fordi dansk økonomi endnu ikke er i topform,« siger han.

Med den kommende finanslov står rød blok stærkere over for blå, og hvis det lykkes for centrum-venstre at bevare sammenholdet frem mod valget, udgør den en større trussel for de borgerlige partier end hidtil, påpeger Berlingskes politiske kommentator.

»Hidtil har regeringens værste kritikere været SF og især Enhedslisten, derfor kommer regeringspartierne og regeringen til at fremstå meget stærkere, hvis de nu kan begynde at få opbakning blandt deres støttepartier. Så der er udsigt til en hårdere og mere jævnbyrdig konfrontation mellem rød og blå blok, når den her finanslov falder på plads,« forklarer Thomas Larsen.