Margrethe Vestagers forsøg på at støtte en kriseramt Helle Thorning-Schmidt risikerer at give voldsomt bagslag, vurderer Thomas Larsen.

- Det er ægte ment, når Margrethe Vestager kaster sig ud i en redningsaktion for at hjælpe sin statsminister. Men det kan hurtigt blive en form for støtte, som Helle Thorning-Schmidt allerhelst ville have undværet, siger Thomas Larsen.

Vurderingen fra Berlingskes kommentator kommer efter, at den radikale leder i dagens avis kaster sig ud i en fuldtonet støtte til regeringschefen og afviser, at Thorning er blevet tvunget til at føre radikal økonomisk politik. Margrethe Vestager understreger, at SRSF-regeringens aktuelle politik ligger i direkte forlængelse af den reformpolitik, som S og R stod sammen om i 1990’erne.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

- Margrethe Vestager vil bortvejre indtrykket af, at hun er den reelle chef i regeringen og har tvunget S og SF til at føre blå politik. Hendes budskab er, at SRSF-regeringen i høj grad fører en politik, der også er socialdemokratisk. Men hendes aktion kan få den stik modsatte effekt, siger Thomas Larsen.

Han ser flere risici i Vestagers redningsaktion. Dels er støtteaktionen med til at understrege dybden af den krise, som statsministeren befinder sig i. Dels har titusinder af vælgere for længst dannet sig et fast indtryk af, at de Radikale har tvunget S og SF til at begå de løftebrud, som har fået titusinder af vælgere til at flygte fra S og SF.

Vestagers forklaring skydes ned

Berlingskes kommentator hæfter sig ved, at Enhedslistens Per Clausen og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard allerede skyder forklaringen fra Margrethe Vestager ned. Per Clausen peger på, at Vestagers henvisning til SR-samarbejdet i 1990’erne er dårligt valgt, eftersom de Radikale efter hans mening også dengang pressede S til at føre borgerlig politik.

- Dermed rammer Per Clausen ned i et meget ømt punkt. Der er ingen tvivl om, at Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved opnåede markante resultater. Men Socialdemokratiet kom også ud af samklang med sine vælgere, og siden har ikke mindst Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Lasen og Morten Bødskov ment, at de Radikale tvang Socialdemokratiet for langt til højre i den økonomiske politik og for langt til venstre i værdipolitikken. Hvilket førte til en dyb tillidskrise mellem partiet og vælgerne, siger Thomas Larsen.

Af samme grund tror han ikke, at Vestagers sammenligning med 1990’erne vækker jubel i S-ledelsen. Tværtimod kan henvisningen til SR-regeringen understrege, at også Thorning, Sass og Bødskov har måttet underkaste sig en stærk radikal leder.

- Problemet for Vestager er, at vælgerne udmærket ved, at S og SF blev nødt til at skifte kurs efter valget for at få regeringsmagten, siger Thomas Larsen.

Vestager er stærkest

Hovedproblemet er dog, at Vestager fremstår som en stærk leder, mens Thorning dumpes af vælgerne. Netop i disse dage indkasserer S-formanden meningsmålinger, som giver Liste A en katastrofal lav opbakning, ligesom hendes eget lederskab får dumpekarakter af vælgerne.

I dagens udgave af Berlingske siger DF-leder Pia Kjærsgaard, at det er bagvendt, at en radikal minister skal forsikre folk om, at statsministeren fører socialdemokratisk politik. Ifølge DF-lederen får Thorning reelt et dødskys af Vestager.

- Pia Kjærsgaard har den pointe, at Vestagers støtte kan ende med at give samme støtte, som et reb giver den hængte. Det minder lidt om dengang, at Ritt Bjerregaard tog ordet fra Svend Auken og sagde de berømte ord: ”Det, Svend mener, er… ” I stedet for at hjælpe Svend Auken kom Ritt Bjerregaard til at udstille hans problemer som partiformand, siger Thomas Larsen.

Han påpeger, at Margrethe Vestager står i et svært dilemma.

- Støtter Vestager ikke aktivt og offentligt Helle Thorning-Schmidt, bliver hun beskyldt for at køre sit eget løb og være usolidarisk med statsministeren. Kommer hun Thorning til undsætning, viser hun sin egen styrke og udstiller statsministerens svaghed. Det er som de siger i USA: Damned if you do – damned if you don’t. Eller sagt på godt dansk: I sine overvejelser om, hvordan hun bedst skal hjælpe Thorning ud af krisen, har Margrethe Vestager måttet vælge mellem pest og kolera.

HVAD MENER DU? HJÆLPER VESTAGER THORNING? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR