Det bliver sværere og sværere at rejse sig efter hver brandert.
Livet bliver lettere på en flad landevej. Billedet bruger Thomas Helmig i bogen ’Helmig og kærligheden’ til at beskrive sit nuværende begrænsede alkoholforbrug. Når man runder 50, bliver det sværere og sværere at rejse sig igen – det sætter sin egen naturlige begrænsning, og i øvrigt bliver branderterne mindrecharmerende, jo ældre man bliver.
Thomas Helmig ligefrem skammer sig på sit køns vegne, når han ser en flok buttede, bralrende midaldrende mænd sidde omkring et bord med deres lækre partnere, der har stadset sig ud til spas.
Men, som Thomas Helmig tidligere har fortalt, bl.a. i et interview i Ud & Se, har han selv ofte brugt alkohol kreativt. Hvorimod han ikke kan bruge hårdere stoffer eller hash til noget kreativt. Sprutten åbner til nogle kreative rum i den aarhusianske komponist.
For mange er rock’n’roll historisk set uløseligt forbundet med drugs (og sex). Thomas Helmig lægger ikke skjul på, at han har suget til sig af den inspirerende nektar - hash mest da han var ung. Men han er også nået til en erkendelse af, at det var blevet for meget.
»Selv om jeg aldrig synes, at rusen – stoffer, alkohol – har taget magten fra mig, har jeg alligevel været derhenne, hvor jeg synes, jeg drak for meget. Der har været gange, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for alkohol og ikke kunne slappe ordentligt af, hvis der ikke var sprut eller vin. Det er ikke så godt. Hvis man når derud, kan det blive ødelæggende. Man ændrer sig. Det har jeg prøvet. Jeg har udfordret det så rigeligt og taget for mig af retterne,« siger Helmig i ’Helmig og kærligheden’.
Har prøvet det meste
Som en reaktion holdt Helmig på et tidspunkt en fjorten måneder lang pausefra alkohol, hvor han’så sig selv som fuld’, når han var til fest. Det var ikke et kønt, men tankevækkende syn.Det lærte ham at se alkoholens virkningudefra.
»Jeg har som sagt prøvet hårdere stoffer, men alkohol har altid været mit nummer ét. Også decideret druk. Det har været godt, hvis noget har trykket og ikke har villet forlade mig, og jeg synes, jeg har udforsket alkoholens muligheder ret grundigt. Måske har alkoholen indimellem haft lidt for godt fat i mig, men det andet har jeg aldrig følt mig på vippen til at blive afhængig af. Jeg har alle dage vidst, at man aldrig skal fucke med stoffer. Det har jeg kunnet se omkring mig. Jeg ved, at coke er godt, indtil det ikke er godt mere, og så bliver det noget rigtig skidt,« siger Thomas Helmig i samtalerne med Kirsten Jacobsen, der har skrevet den nyebiografi.