Thomas Gravesen udvist i HSV-sejr
Thomas Gravesen udvist i HSV-sejr
Thomas Gravesen udvist i HSV-sejr
Thomas Gravesens klub, Hamburger SV, befæstede tredjepladsen i den tyske Bundesliga i fodbold med en 2-1 sejr over Michael Schjønberg og Kaiserslautern i et dramatisk opgør hjemme på Volksparkstadion, selv om Gravesen fik marchordre efter godt en halv times spil, da HSV førte med 1-0.
Efter at han havde fået en advarsel i 29. minut for et frispark mod Youri Djorkaeff, sluttede kampen bare fire minutter senere for Thomas Gravesen, da han sparkede bolden væk i irritation over en offside-kendelse, og han må nu imødese karantæne.
På trods af svækkelsen øgede målmand Hans-Jörg Butt til 2-0 i anden halvlegs 18. minut på et straffespark, før Kaiserslautern fik pyntet på stillingen godt en halv snes minutter før tid.
På Wedaustadion fik Stig Tøftings klub, MSV Duisburg, to spillere smidt ud, da dens trængsler i bunden blev yderligere forstærket af et 1-3 nederlag mod VfB Stuttgart.
Wolfsburg og Werder Bremen spillede 2-2 (1-1) på Weserstadion, hvor begge hold stillede i stærkt svækkede udgaver. Werder Bremen måtte undvære fem stamspillere og Wolfsburg tre - bl.a. anfører Claus Thomsen.
Top- og mesterholdet Bayern München indfriede favoritværdigheden mod nedrykningstruede Eintracht Frankfurt med en sikker sejr på 4-1 på Münchns olympiske stadion, og den nærmeste forfølger, Bayer Leverkusen, vendte 0-1 til 3-1 i hjemmekampen mod Hertha Berlin.