Mænd har svært ved at tale om deres psykiske problemer. Ny undersøgelse dokumenterer, at mænd mangler et »psykisk« sprog og en omverden, der ser dem, når de er i krise. En af dem er klejnsmeden Thomas Andersen
Thomas Andersen er 18 år og i lære som klejnsmed. Han og nogle venner ligger og ser filmen ’Seven’ hjemme hos en kammerat. Det er en meget ’psykologisk’ film, synes han. Pludselig, uden varsel, får han et angstanfald. Han ryster over hele kroppen, og sveden vælter frem. ’Jeg skal ud herfra’ tænker han og går roligt udenfor i den svalende vinterkulde.
De andre skal i hvert fald ikke mærke noget. Som ung mand har han sådan nogle anfald cirka en gang om måneden.
»Det var et tabu. Det er nok den mandlige stolthed med ikke at ville tabe ansigt, så de begynder at se ned på en,« forklarer den nu 41-årige Thomas Andersen i dag.
Druk og død i bagagen
En dag fortæller to kammerater, at de har gået til psykolog. Tak skal du have, mand. De er nogle seje gutter, tænker Thomas. Men han fortæller dem ikke om sine egne anfald og angst for, at de skal komme igen.
Han hører om jobbets sundhedsordning, men dropper det. Tiden læger alligevel alle sår. Han har jo ikke haft angstanfald i mange år. Jeg har nok fået det bedre ved at tale med min mor dengang, tænker han. Han bliver god til at slå det hen eller åbne firmabilens vindue og mærke kulden lindre den gryende angst og køle sveden på kroppen. Ligesom dengang.
Selv om han engang brugte sin mor til at tale med, og egentlig synes dette er tilstrækkeligt, så overvejer Thomas samtaleterapi. For der er tunge ting i hans bagage: Hans far døde af druk. En ven faldt om og døde ved siden af ham.
Kollegaen fortæller, at man kan blive henvist til psykolog gennem sin egen læge. Det vidste Thomas ikke. Men i hverdagen tager den ene dag den anden. Han glemmer psykologprojektet. I øvrigt går han kun til læge, når han er virkelig syg, tænker han.
Den forkerte vej
I dag er det ti år siden, han sidst fik et angstanfald. Men angsten for, at det skal komme igen, ligger hele tiden på lur. Så taler han med sin kone om det. Eller til den ene ven, der ved, hvad han tumler med.
Hvis han skulle fortælle det til kollegerne, så skulle han være rigtigt presset. Så ingen af dem ved noget. Endnu. Hvis de læser om det her, kan de jo bare komme og spørge, tænker han.
»Men jeg synes ikke, det er tøset eller umandigt som dengang.«
Thomas fortæller sin historie for at give sig selv et skub til at være mere åben og for at hjælpe andre mænd, ’der render rundt og bøvler med et eller andet’, til at tale sammen.
»Det er super vigtigt at få åbnet op for de her ting. Det kan kun gå for langsomt, når man har det rigtig dårligt,« siger han.
»Det er den forkerte vej.«
Torsdag offentliggjorde Forum for Mænds Sundhed en interviewundersøgelse om, hvordan mænd tænker om psykiske problemer. 50 mænd deltog fra fem virksomheder (Vestas, Arla, Alfa Laval, City Renovation, Stiholt). Fælles for mændene er, at de sjældent bruger sundhedsvæsnet, psykologer eller psykiatri. Undersøgelsen afdækker baggrunden for, at mænd f.eks. igennem et helt liv går 30 pct. mindre til læge end kvinder, og at mænd begår selvmord tre gange så hyppigt som kvinder.
Torsdag offentliggjorde Forum for Mænds Sundhed en interviewundersøgelse om, hvordan mænd tænker om psykiske problemer. 50 mænd deltog fra fem virksomheder (Vestas, Arla, Alfa Laval, City Renovation, Stiholt). Fælles for mændene er, at de sjældent bruger sundhedsvæsnet, psykologer eller psykiatri.Undersøgelsen afdækker, ifølge sociolog Ilja Sabaj-Kjær og formanden for Forum for Mænds Sundhed, Svend Åge Madsen, baggrunden for, at mænd f.eks. igennem et helt liv går 30 pct. mindre til læge end kvinder og, at mænd begår selvmord tre gange så hyppigt som kvinder. Det er forskernes vurdering, at kun halvdelen af alle mænd med ondt i sjælen får hjælp.