Skuespiller Thomas Ernst og dansepartner, Malene Østergaard, er ude af ’Vild med dans’, mens Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen med nød, næppe og hoftevrik dansede sig videre til næste fredag.

Sambaen blev skæbnesvanger for den 24-årige skuespiller Thomas Ernst, og dansepartner, Malene Østergaard.

Parret, der tidligere har været i omdans, fik blot 22 point af dommerne, showets næstlaveste kun 'undergået' af Allan Simonsen, og vandt heller aldrig seernes hjerter og sms’er. Efter en omdans mod skuespiller Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen røg Thomas Ernst definitivt ud af 6. ’Vild med dans’ liveshow.

- Følelsen er ’øv’. Det er sindssygt ærgerligt, men vi har gjort, hvad vi kunne. Det var bare ikke nok, lød det fra Thomas Ernst, der havde svært ved at lægge en dæmper på sin skuffelse over at ryge ud halvvejs.

- Vi har haft svært ved at finde den rigtige følelse med dommerne. De har ment, vi har lavet lidt for meget show, men vi er uenige.

Endelig får vi ros for vores koreografi, men ingen stemmer, sagde skuespilleren.

Derimod kan Mathilde Norholt og Thomas Ever Poulsen igen tørre sveden af panden. Efter 25 point og den frygtede omdans, danseparret har været stemt ud i før, klarede den 30-årige Norholt igen skærene og kunne som sjette og sidste par gå videre.

Det lykkedes også dommernes evige dansetorn i øjet, Allan Simonsen, 60, at gå direkte videre til næste danserunde med sin alternative version af sambaen, der høstede 12 point, hvilket er danseparrets rekord indtil videre.

- Hvis der overhovedet er noget latino i mig, er det noget, jeg har lært efter at have boet i Spanien i ti år, en fantastisk tid. Jeg elsker den der latino-måde at leve på, dejlige mennesker, der er åbne, lød det på klingende jysk fra den tidligere FC Barcelona-spiller, der iklædt sort blazer og hvid skjorte med indvendigt leopard-’tarzan’fór, gav den fuld dans på dansegulvet.

Blandt andet satte han sig på hug, mens Sofie Kruuse, iført matchende leopardkjole med lilla strutskørt, vrikkende gik over hans hoved. Det vakte begejstring hos selv dommer Jens Verner, der eller plejer at være ude med den store, kritiske danse-rive.

- Jeg må overgive mig på den måde, at jeg kan mærke den glæde, du har ved at danse. Din vilje sparker r-ø-w. Og hatten af for det, sagde dommer Jens Verner.

En ærgerlig skuespiller, Thomas Ernst, 24, røg ud af ’Vild med dans’ i går og går dermed glip af næste uges Knæk Cancer-show, hvor ingen dansepar bliver stemt ud på grund takket være Claes Bangs overraskende, frivillige exit.