Statskassen går glip af afgifter, som velgørende organisationer og arvinger i stedet får del i, hvis testamentet indrettes på en bestemt måde, hvor velgørende organisationer bliver tilgodeset.

Og flere organisationer som Børnefonden, Læger uden Grænser og Folkekirkens Nødhjælp tilbyder rådgivning om dette netop for at få del i pengene, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De fleste velgørende organisationer gør på deres hjemmesider opmærksom på, at man kan spare penge på sin arvegift, hvis man tilgodeser organisationerne, mens Børnefonden i sit seneste blad går skridtet videre med overskriften: »Hvem skal arve din arveafgift?«.

Børnefondens direktør afviser, at organisationen gør noget forkert.

- Vi orienterer om, hvad loven giver af muligheder. Og loven gør det muligt at opnå en fordel, hvis man indretter sig på en bestemt måde, siger Bolette Christensen til Jyllands-Posten.

Modellen er for så vidt muligt også lovlig - men støder alligevel skatteordfører Thomas Jensen (S).

- Det minder om et skattehul, og det lever i hvert fald ikke op til intentionerne med reglerne, siger han til Jyllands-Posten.

Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen (V) undrer sig over, at modellen er lovlig, og anbefaler, at »skatteministeren går i dybden med disse regler«.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) tager opfordringen til efterretning.

- Det er ikke meningen, at arvingerne skal kunne tjene på, at den afdøde har testamenteret til et godt formål. Drefor går vi nu ind og ser på, om der er behov for at ændre loven på dette område, siger han til Jyllands-Posten.