Der er stor forskel på de danske mobilbanker. Vi tester alle de store danske mobilbanker og guider til den mobilbank, der bedst giver dig mulighed for at holde styr på dine penge.

De muligheder, du har på din mobilbank, afhænger i høj grad af, hvilken bank du har. Der er nemlig både stor forskel på antallet af funktioner, og hvilke funktioner bankerne tilbyder. Der er også stor forskel på, hvor godt mobilbankerne tager sig ud, mens de giver dig adgang til din økonomi. Her gennemgår vi de største danske mobilbanker med udgangspunkt i brugerfladen, funktionerne, lækkerhed, samt hvilke ekstra funktioner der findes i appen.

Hvad skal en mobilbank indeholde? I en mobilbank er der en række basale funktioner, der skal opfyldes. Det skal være muligt at overføre penge, betale regninger, finde nærmeste filial og få overblik over ens konti. Det er alle bankerne enige om. Men derfra er der stor uenighed om, hvad der er vigtigt i en mobilbank. Skal det være muligt ikke bare at se valutakurser men også bestille valuta? Hvor vigtigt er aktiehandel fra mobilen? Skal det være muligt at sende beskeder direkte til bankrådgiveren fra mobilen? Men når nogle banker går foran som for eksempel Danske Bank, der gjorde det muligt at scanne regninger med mobilens kamera, begynder kunderne at forvente det. Og bliver skuffede, når deres bank ikke indfrier deres ønsker. Det er tydeligt at læse i kommentarerne på applikationerne. Barren bliver dermed hele tiden højere for, hvad der er ”godt nok”. I testen er der derfor både lagt vægt på de basale funktioner og på ekstra funktioner, som er mere, end hvad man forventer.

Her følger et uddrag – du kan læse hele testen HER

AL Mobilbank (Arbejdernes Landsbank)

- et eksempel på en bank under BEC, der står bag en fælles mobilbank, som 30 banker benytter sig af. Mobilbanken har alle de basale funktioner – men ikke mere end det. Det er muligt at se konti, overføre penge, betale regninger, se depot og kursudvikling på aktier, skrive besked til banken og finde nærmeste filial. Dermed er applikationen god i hverdagen og de situationer, der ofte opstår.

Jyske Bank

Jyske Bank har styr på de basale funktioner og er en af de banker med flest muligheder inden for aktiehandel og oversigt over værdipapirer. Det er let og hurtigt at tjekke ens konti, og sådan noget som at betale regninger og overføre penge er også let at gå til.

Nordea

Nordeas mobilbank er klart en af de dårligere – faktisk den dårligste i denne test. Nordeas mobilbank leverer kun et minimum af, hvad man kan forvente af en mobilbank. Eneste ekstra funktioner, der hiver en lille smule op, er overblikket over kreditkort med blandt andet mulighed for at spærre kort samt låneregnskabet, hvor man kan holde styr på, hvad man skylder og har til gode.

Danske Mobilbank (Danske Bank)

Danske Banks app udmærker sig ved at være grafisk lækker, i en liga, de fleste andre banker slet ikke spiller med i. Opbygningen i hjulet, der spinnes, er både simpel, flot og funktionel. At der er flere hjul, gør kun appen mere overskuelig, da opdelingen mellem de to hjul er logisk opdelt med de funktioner, man bruger mest, i det ene og dem, man sjældent bruger, i det andet.

Sydbank

Mobilbanken er – ud over at være pæn – enormt enkel. Her er tale om de mest basale funktioner, uden der er tilføjet noget andet end det. Det er muligt at betale regninger, få overblik over konti, overføre penge, depot- og investeringsoverblik. Der er ikke mere end 5 punkter under Alle dine muligheder. Det er lige lovlig simpelt, grænsende til mangelfuldt.

Lån & Spar Bank (et eksempel på en af bankerne under SDC )

Brugerfladen er bygget op i kvadrater, der repræsenterer mulighederne i mobilbanken. Den føles dog ikke intuitiv, idet der er flere indgange til samme handling. Når man for eksempel vælger ”overførsel”, rykker de andre muligheder ned i bunden, hvor man ved et tryk på ”mere” får vist alle mulighederne i en liste frem for i de førnævnte kvadrater.

mitNykredit (Nykredit)

Ud over de basale funktioner som at se konti, overføre penge, betale regninger, lægge betalinger i udbakke, se depoter og kursudvikling er det lykkedes Nykredit at tilføje en række funktioner, som vil gøre livet både sjovere og nemmere for brugerne. Muligheden for at få et bedre overblik over privatøkonomien er en funktion, som vil have en stor værdi for mange bankkunder, måske endda give dem en bedre økonomi. Det er desuden muligt at se realkreditlån og forsikringer.

Samlet bedømmelse

      

Konklusion:

I denne test er det – måske overraskende for mange – ikke Danske Bank, der løber med førstepladsen. Nykredits mobilbank indtager tronen for en flot brugerflade sammen med en række nye og yderst brugbare funktioner, der giver et nyt perspektiv på din privatøkonomi.

Danske Mobilbank er dog stadig blandt de allerbedste og bliver slået med kun et enkelt point. Nordea får til gengæld en bundplacering, idet deres mobilbank hverken er særlig pæn, funktionel eller har nogen ekstra funktioner af betydning.

Fællesmobilbankerne lægger sig lige i midten – hverken rigtig godt eller rigtig skidt. Nykredit udmærker sig ved at have gjort en ekstra indsats for at give kunderne overblik over deres privatøkonomi. Noget, ingen af de andre banker har.

I mitNykredit kan du få overblik over, hvad du bruger dine penge på – uden selv at gøre en indsats. Dine indkøb kategoriseres automatisk, hvorefter det bliver muligt at se, hvor mange penge du for eksempel bruger på bolig, transport eller familien, og hvilken udvikling der har været i forbruget over de sidste uger, måneder, år. Oversigten er endda gjort grafisk, så det tilmed bliver visualiseret, hvor dine penge ender. Men det er ikke det eneste, Nykredit har tilføjet af funktioner. Det er i mitNykredit blandt andet muligt at tilføje mobilbetalere til en liste, som der herefter kan overføres til uden brug af NemID-kortet. Betalinger kan også lægges i udbakken løbende, hvorefter de kan godkendes på én gang fra mobilen eller netbanken. Nykredit har også tilføjet et par andre funktioner som den tidligere analoge pinkodehusker og muligheden for at bestille et nyt dankort med et foto fra mobilen. Alt det, uden man mister overblikket eller orienteringen i Nykredits mobilbank.

Læs også: Interview med sikkerhedsekspert om mobilbankernes sikkerhed