Tesfaye: Jeg beklager mine fejl
De ti omdiskuterede teser fra 2008 var »unødigt polemiske«, erkender kandidat til næstformandsposten i SF Mattias Tesfaye på SFs landsmøde.
De ti omdiskuterede teser fra 2008 var »unødigt polemiske«, erkender kandidat til næstformandsposten i SF Mattias Tesfaye på SFs landsmøde.
Mattias Tesfaye, der stiller op til posten som næstformand i SF, beklager fra talerstolen ved partiets landsmøde, at han i 2008 skrev 10 meget omdiskuterede teser, der var »unødigt polemiske, og som splittede mere, end de samlede«.
- Vi laver alle sammen fejl. Jeg har lært det på den hårde måde. Det erkender jeg, det beklager jeg, og det vil jeg gerne sige til jer i dag, lød det fra Tesfaye fra talerstolen under debatten ved SFs landsmøde fredag aften.
Her opfordrede han alle SFere til at få »klinket skårene og få rettet kanonerne ud af båden.«
Selv har han drukket en påskeøl med SFeren Pernille Frahm, der var med til at kickstarte debatten omkring Tesfaye og SFs retning, da hun i et debatindlæg skrev, at Tesfayes teser fra 2008 hørte mere ind under et kommunistisk parti.
Mattias Tesfaye advarede desuden SFerne mod, at man bliver bange for magten, hvilket høstede et stort bifald fra de knap 450 delegerede, der hen over weekenden er samlet ved SFs landsmøde i Kolding.
På landsmødet skal der blandt andet vælges en landsledelse, der skal finde en ny næstformand. Til posten opstiller desuden Lejre-borgmester Mette Touborg, der har meldt ud, at hun foretrækker et delt næstformandskab med Tesfaye, og Meta Fuglsang.