En politihund mistede her til morgen livet i aktionen i Saint Denis i Paris.

Her til morgen har der igen var voldsomme scener i Paris, da en gruppe fra det franske anti-terrorkorps (RAID) stormede en lejlighed i Saint Denis på jagt efter hjernen bag weekendens terrorangreb, Abdelhamid Abaaoud.

To personer døde under angrebet - herunder en kvindelig selvmordsbomber, der sprængte sig selv i luften. Fem politifolk er sårede, men uden for livsfare. En enkelt på holdet - politihunden Diesel - endte dog med at betale med sit liv.

»Diesel, en syvårig malinois (belgisk hyrdehund, red.), hund for RAID, er blevet dræbt af terroristerne i den igangværende operation,« skriver det franske politi på deres Twitter-konto.

»Politi- og bombehunde er uundværlige på specialstyrkernes missioner,« tilføjer de i endnu et opslag med et billede af en politihund. Om det lige netop er et billede af Diesel, de har delt, vides ikke.

Straks efter nyheden blev kendt, begyndte folk på Twitter at hylde Diesel.

»Stakkels, lille hund,« skriver Hélène Kessler.

»Bravo, Diesel! Stolt over, at den har hjulpet med at stoppe truslen mod vores sikkerhed. Tanker til den og ejeren,« skriver Alyssia.

Den afdøde hund har endda fået sit eget hasttag #JeSuisDiesel og #JeSuisUnChien, ligesom adskillige medier skrevet om den triste historie.