Torsdag aften blev den franske by Nice ramt af et angreb, da en lastbil bragede ind i en større menneskemængde. Det forlyder, at 84 mennesker er blevet dræbt, heriblandt 10 børn, mens adskillige er såret og flere hårdt såret.

  • Angrebet fandt sted omkring klokken 22.30 torsdag aften.

  • Føreren af lastbilen er blevet dræbt af politiet. De lokale myndigheder forsøger stadig at fastslå, om føreren havde medsammensvorne. Ifølge de franske myndigheder var der adskillige skydevåben og håndgranater i lastbilen, der skulle dog være tale om attrapper.

  • I lastbilen blev der desuden fundet id-papirer tilhørende en 31-årig, der siden er blevet identificeret som Mohamed Lahouaiej Bouhlel, en mand fra Nice med rødder i Tunesien ifølge politiet.

  • Flere vidner har fortalt, at bilen kørte i zigzag ind i menneskemængden - angiveligt for at ramme flest muligt.

  • Den franske præsident Hollande har været ude og fortælle, at 52 personer svæver 'mellem liv og død' efter angrebet.

  • Franske hospitaler opfordrer det franske folk til at donere blod til de sårede efter tragedien. Et enkelt hospital efterlyser forældrene til tilskadekomne børn, som de behandler.

  • Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser fredag eftermiddag, at der fortsat ikke er meldinger om nogen dræbte eller sårede danskere ved angrebet i Nice torsdag aften.

  • Blandt de mange mennesker, der er bragt til hospitalet, skulle der ifølge franske medier være 54 børn. Indtil videre er meldingen, at 10 børn og unge er døde.

  • Ifølge flere internationale medier har fransk politi sprængt en mistænkelig pakke ved den formodede gerningsmands lejlighed i udkanten af Nice. Politiet var i fuld gang med at undersøge området ved lejligheden tidligt fredag eftermiddag.

  • PET siger til Ritzau, at man vurderer, at situationen er uændret. Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig, lyder det.

BT følger udviklingen live herunder.

Kilder: AFP, Reuters, The Guardian, Ritzau