Der foregår ting og sager mellem duellerne på tennisbanen, når nogle af verdens bedste spillere står overfor hinanden. Der kan blive uddelt et par gensidige svinere undervejs, men det er sjældent, at niveauet bliver så lavt, som det gjorde, da australske Nick Kyrgios onsdag mødte schweizeren Stanislas Wawrinka i anden runde af Rogers Cup i Montreal.

Hvis man havde lange ører, kunne man således høre den 20-årige australier komme med følgende oplysning til sin modstander midt imellem to bolde:

»Kokkinakis bollede din kæreste (Kokkinakis banged your girlfriend, red.).«

Kokkinakis er identisk med nummer 76 på verdensranglisten, Thanasi Kokkinakis, der tidligere har spillet double med Donna Vekic. Kyrgios, der i øvrigt har en græsk far og en malaysisk mor, som var prinsesse i sit hjemland, indtil hun emigrerede til Australien, endte med at vinde kampen 6-7, 6-3, 4-0, da Wawrinka gav op, angiveligt på grund af smerter i ryggen.

Pigen, som Kyrgios hentyder til, er formentlig den 19-årige kroatiske tennisspiller Donna Vekic, som er blevet sat i forbindelse med både Kokkinakis og Wawrinka.

Da han efterfølgende blev spurgt, hvorfor han havde sagt, som han gjorde, forklarede Kyrgios sig:

»Han blev lidt fræk over for mig, og så skete det bare i et ophidset øjeblik. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det.«

Wawrinka er tidligere i år blevet skilt fra sin kone, Ilham Vuilloud, og efterfølgende blev han sat i forbindelse med Donna Vekic, som trofast fulgte ham fra tilskuerpladserne under Wimbledon.

Torsdag morgen reagerede Wawrinka så på Twitter:

»Så skuffende at opleve en sportsmand og kollega optræde så respektløs på en måde, som jeg ikke kunne have forestillet mig. Det, som blev sagt, ville jeg ikke sige til min værste fjende. At falde så dybt er ikke bare uacceptabelt, men også utroligt. Der er ingen grund til sådan en opførsel, hverken på eller uden for banen, og jeg håber ikke, at sportens myndigheder lader det passere uden at forsvare sportens integritet, som vi har arbejdet så hårdt for at bygge op.«

Kyrgios er har efterhånden oparbejdet et rygte som en af tennissportens værste ballademagere.

I første runde af dette års Australian Open burde han ifølge iagttagere have været smidt ud for at have råbt »fuck« og »fucking« adskillige gange under mødet med argentinske Federico Delbonis. I stedet endte Kyrgios med at nå frem til kvartfinalen i sit hjemlands grand slam-turnering.

Da Kyrgios mødte Wawrinka ved Queen's Club-turneringen inden Wimbledon, beskyldte schweizeren sin unge modstander tabe kampen med vilje, selvom Kyrgios efterfølgende klagede over at være syg.

»Jeg er sikker på, at han bliver klar til Wimbledon. For hvis han lukker ned for tennis i to uger, kan han tage hjem uden at spille Wimbledon.«

Kyrgios spillede Wimbledon, hvor han nåede frem til fjerde runde. Men her blev han så beskyldt for at give op, da han var ved at tabe kampen til Richard Gasquet.