Steven Gerrard, Daniel Agger og Fernando Torres. De var der alle, da den dengang 16-årige Nicolaj Køhlert dukkede op til sin første træning i Liverpool.
Den engelske traditionsklub havde haft Esbjerg-spilleren i kikkerten gennem længere tid, og da de besluttede sig for at tilbyde ham en 3-årig kontrakt, var den unge jyde ikke sen til at pakke kufferten og drage til England.
- Jeg tænkte bare, at jeg skulle tage chancen. Man kan ikke vide, om man får den igen på et andet tidspunkt. Og jeg tænkte med det samme, det skal jeg bare. Men så går det lige så stille op for en, at man skal forlade noget herhjemme. De trygge rammer, familien og vennerne.
En stor omvæltning
Selvom Nicolaj Køhlert kom med et stort talent, så var de første dage i klubben noget af en mundfuld.
- Det var lidt af en omvæltning at komme fra Esbjerg og så træne samme sted som alle stjernerne, der var omkring én til dagligt. Der skulle man lige trække vejret én ekstra gang og tænke, at det er måske stort, det jeg har gang i.
Det hører til normaliteten, at unge spillere starter på U/19-holdet. Men for Nicolajs vedkommende, var det anderledes. Fra dag ét stod den på træning og kamp med reserveholdet - og det var selvom, han var knap to år yngre end den næstyngste.
- Jeg snakkede med Liverpool om, at det måske var smartest, hvis jeg startede på U/19-holdet, for så kunne jeg spille flere kampe. Men det var faktisk Rafael Benitez (nuværende Chelsea-manager, red.) og folkene omkring ham, der sagde, at han gerne ville have mig ind omkring reserveholdet til at starte med. Når man får sådan nogle meldinger, så bliver man jo også lidt beæret. Reserveholdet var jo omkring førsteholdet. Vi trænede og spiste sammen, så det var nogle store oplevelser, der var der.
Der gik kort tid, før den centrale midtbanespiller følte sig hjemme i det nordlige England, og allerede i den første tid i klubben, kom én af Nicolajs største oplevelser udenfor banen.
- Jeg kan huske én af de første dage, hvor jeg kom gående ude på Melwood (Liverpools træningsanlæg, red.). Steven Gerrard gik længere foran mig, men han blev så stående for at holde døren for mig, der kom noget længere bagved Det er et fedt minde at have.
Det var rent business
Dagene strøg af kalenderen, og Nicolaj Køhlert lærte trods sin unge alder hurtigt at stå på egne ben i en verden, hvor alle sigter efter det samme, og hvor der altid er flere spillere til at tage ens plads, såfremt men ikke præsterer.
- Man får ikke så meget at vide derovre. Der er ikke så meget personlig snak, som der er herhjemme. Det er meget mere koldt og kynisk. Du skal evaluere dig selv, og du får ikke at vide, om du starter inde eller er med i truppen. Der hænger bare en seddel med, hvem der skal spille. Så på den måde, er det generelt meget mere kold business. De kan jo nærmest vælge og vrage. Der kommer rigtig mange ind på ungdomsholdet hele tiden, og hvis de bare kan bringe en eller to på førsteholdet, så er de tilfredse.
Da Nicolaj Køhlert fyldte 18 år, måtte han grundet den engelske aldersopdeling kun deltage på reserveholdet, og fra den dag blev det svært at få regelmæssige minutter i benene.
- Jeg havde niveauet til at være med. Men det er klart, at når man som ungdomsspiller er på reserveholdet, og der tit kom fem-seks førsteholdsspillere ned, så måtte man nøjes. Men jeg fik spilletid og fik også spilletid i nogle interne kampe imod førsteholdet.
Udviklingen stod i stampe
Med tiden blev den sparsomme mængde af kampe uacceptabel for Nicolaj, der følte, at udviklingen var gået i stå. Men at det lige blev ham, som ikke stod forrest i køen til fast spilletid på reserveholdet, det skyldes marginaler, mener han selv.
- Selvfølgelig kunne man se, at det var nogle gode spillere. Men det er rigtig mange af dem derovre. Så det var umuligt at sige, at ham og ham der bliver til noget. For niveauet hos alle spillere derovre er ekstremt højt. Så det har meget at gøre med, hvem der får chancen, og hvem der gør det godt på det rigtige tidspunkt.
- Nu kan man se, at Brendan Rodgers bruger utrolig mange unge spillere, og han bruger måske fire-fem at de spillere, jeg spillede med den gang. Bare se Raheem Sterling, Andy Wisdom, Suso og Jack Robinson. De har alle været i kamp for førsteholdet i år.
Et smut forbi Skotland
Efter en samtale med agenten besluttede Nicolaj Køhlert sig for at søge nye græsgange i håbet om mere spilletid. Et retur til Danmark var på tale, indtil den skotske storklub Rangers FC med stor entusiasme meldte sig på banen.
- Jeg var til prøvetræning i klubben, og de overraskede mig meget. Jeg var bange for, at det hele bare var noget ’kick and rush’, men det var det ikke.
Skotterne købte Nicolaj fri af kontrakten i Liverpool for et lille beløb, men efter kort tid mistede Nicolaj lysten til at trække i den blå trøje.
Spillestilen på klubbens ungsdomshold var alligevel for primitiv, og som de fleste ved, så havde klubben problemer med at udbetale løn. Derfor besluttede Nicolaj sig efter kun et halvt år at vende hjem til Danmark for at blive en del af en førsteholdstrup.
Ny klub i det midtjyske
Esbjerg FB ønskede at tilknytte Nicolaj Køhlert igen, men det blev Silkeborg IF, som løb af med den talentfulde spilfordelers underskrift. Her har han været i knap et år, og selvom flere af holdkammeraterne fra Liverpools ungdomshold render rundt i Premier League i dag, så er han tilfreds med, hvor han er.
- Jeg har det fint med at være hjemme igen, og det er jeg afklaret med. Jeg synes, at det var det rigtige skridt i min udvikling. Selvfølgelig tænker jeg tilbage på, at det var kæmpe stort at være ude, og det er stadig min drøm at komme ud igen.
Superliga-debuten er endnu udeblevet trods flere kampe, hvor Nicolaj Køhlert har været med på bænken. Men står det til den i dag 19-årige gut, så venter han bare på chancen.
- I dag tænker jeg kun på, at jeg skal slå igennem i Silkeborg og i Danmark, og det føler jeg hundrede procent, at jeg er klar til. Så det er om at få chancen og spille godt på det rigtige tidspunkt.
Nicolaj Køhlert har knap en måneder til at spille sig på holdet, inden Superligaen starter op igen den 3. marts.
Født:
Den 21. januar 1993
Karrieren indtil nu:
Esbjerg FB: - 2009
Liverpool FC: 2009-2011
Rangers FC: 2011-2012
Silkeborg: 2012-
Ungdomslandskampe:
36 kampe, 5 mål
Læs også om Jonas Hebo Rasmussens tur til Arsenal, hvor han blandt andet nåede at stifte bekendtskab med førsteholdet.
Læs også om Mikkel Rygaards tur til Charlton og tilbage til dansk divisionsfodbold her.