Hvorfor bøvle med en benet supermodel med dårlig attitude og dollartung gage, når man kan finde et forførende fjæs i fiktionens verden?
Lancôme har således allieret sig med bedårende Betty Boop i denne sæson. I sidste uge afslørede Women's Wear Daily, at kosmetikkæden Sephora slår pjalterne sammen med Disney og lancerer (oktober 2012) en kaskade af skønhedsprodukter inspireret af Disneys fortryllende prinsesser - Askepot, Jasmine, Tornerose, m.fl.
Og i går løftede M.A.C sløret for deres kommende 'cartoon-kærlighed' - Betty og Veronica fra 'Archies' tegneserieunivers, der stammer helt tilbage fra 1940'erne. Mastodonten M.A.C, der er branchens fremmeste pioner indenfor populærkulturelle alliancer (Hello Kitty, Wonder Woman, Miss Piggy og Cruella De Vil har alle været muser for M.A.C) lancerer 'Archie' kollektionen til foråret.
Branchens besættelse af tegneserieheltinder overgås kun af kino-mørkets ikoner. Film som 'Snow White and the Huntsman', 'The Hunger Games', 'The Muppets', 'Spider Man', 'James Bond - Skyfall', m.fl, har alle makeup- eller neglekollektioner, som en del af filmens merchandise.
Seneste skud på den skønne stamme er Boots No 7 'Deco Darling' makeup-kollektion, som er inspireret Baz Luhrmanns film 'The Great Gatsby' (dansk premiere d. 13. januar 2013).