Maria Jensen blev banket, spærret inde og næsten slået ihjel af sin kæreste. Da hun forlod ham, tog han sit eget liv
Det begyndte som en almindelig teenageforelskelse. Som 15-årig mødte Maria Jensen sin første kæreste, den et år ældre Nicolai. Men allerede efter en måned begyndte advarselslamperne at blinke, da han stak hende en syngende lussing i en brandert efter en fest. Men Maria ignorerede lamperne, og det var tæt på at koste hende livet.
Drengen, hun havde forelsket sig i, var barn af alkoholikere og havde alvorlige personlige problemer. Han var selv alkoholiker i en alder af 16 og begyndte at tage stoffer. Maria var det eneste lys i hans mørke, og angsten for at miste sin smukke kæreste gjorde ham sygeligt jaloux.
- Han forbød mig at se mine veninder og min familie. Han var jaloux på min far og sagde, at han gik i seng med mig, hvilket var noget forfærdeligt vrøvl. Det var noget, han troede, fordi han selv var blevet misbrugt som barn. Han var kuleskør, fortæller Maria Jensen.
Fanget i kælderen
Hun flyttede ind hos Nicolai, der boede i en kælder under sin mors hus i Aalborg. Sjældnere og sjældnere kom hun ud af kælderen, og efterhånden fik hun slet ikke lov til at gå ud.
Hvis hun sagde ham imod, blev hun straffet med tæsk. Andre gange kom straffen ud af den blå luft. Den fysiske vold blev ledsaget af psykisk terror. Han fortalte hende, at hun intet var værd, at hun var uduelig og at hun aldrig ville blive til noget. Samtidig lærte han hende at tage stoffer som kokain, amfetamin og ecstasy.
- Vi holdt nogle sindssyge fester i den kælder. Det endte altid i ballade og slåskamp, når alle var kørt helt op, erindrer Maria Jensen.
En dag kammede det helt over:
- Vi var lige flyttet ind i vores egen lejlighed og holdt en fest for at fejre det. Jeg sad på sengen med min computer. Lige pludselig overfaldt han mig og holdt mig fast. Han skubbede mig ned af sengen og tog kvælertag, så jeg ikke kunne få luft. Det var kun fordi en af vores venner skubbede ham væk, at han ikke slog mig ihjel, for jeg var dér, hvor jeg ikke kunne mere. Så gennempryglede han mig med et støvsugerrør og jagtede mig med en brødkniv. Jeg nåede lige akkurat at flygte ind i en elevator, fortæller Maria Jensen om den aften, der var tæt på at blive hendes sidste.
Sendt i behandling
Det voldelige forhold stod på i to år, indtil Nicolai blev sendt i et års misbrugsbehandling. Nu kunne hun kun se ham en gang om ugen, og det gav Maria Jensen et pusterum til at genoptage kontakten med familie og venner.
- Jeg følte mig fri. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og det føltes godt, så jeg fortalte ham, at jeg ikke gad se ham mere. Derefter begyndte han at stalke mig og true med at slå mine nye kærester ihjel, fortæller hun.
Død af piller
Mareridtet endte først, da Nicolai blev fundet død på en seng. Han havde tømt et pilleglas. Da Maria Jensen hørte nyheden, brød hun sammen i gråd. I mange måneder efter led hun af depression og havde skyldfølelse.
- Han havde sagt, at han ikke ville leve uden mig. Men han sagde også, at hvis han ikke skulle dø, skulle jeg dø, så jeg var nødt til at smutte.
Maria Jensen fik en ny kæreste, der var sød ved hende, men volden forfulgte hende ind i det nye forhold.
- Første gang vi havde et skænderi, slog jeg ham, for det var sådan, vi gjorde i det gamle forhold. Han holdt mine arme fast og sagde, at det måtte jeg aldrig gøre igen.
I dag er Maria Jensen holdt op med at tage stoffer. Takket være intens psykologhjælp har hun lagt fortiden bag sig og planlægger at begynde på HF.
Lene Johanneson, sekretariatschef for Landsforeningen for Kvindekrisecentre (LOKK), giver her nogle råd om vold i parforhold:
De første tegn
De første usunde tegn i et forhold er, at du bliver nedgjort, råbt ad, skubbet, kontrolleret, ignoreret, truet og ydmyget foran venner. Hvis din kæreste kontrollerer dine handlinger, er jaloux, nedgør dine meninger, behandler dig dårligt og giver dig selv skylden bagefter, kan det næste skridt være vold.
Årsagen til partnervold
Bag enhver voldelig partner er der en fortvivlet person med en følelse af afmagt. Volden indfinder sig i mangel af andre redskaber til at håndtere de følelser. For nogle er det muligt at lære andre redskaber, men det kræver professionel hjælp.
Sådan stopper du volden
Det er vigtigt at sige fra, allerede første gang man bliver slået. Du behøver ikke nødvendigvis af forlade vedkommende, men hvis det skal stoppe, må du stille et ultimatum om, at han/hun skal gå i behandling. Det kan ske hos Dialog mod Vold og Alternativ til Vold. Hvis du bliver udsat for kærestevold, kan du ringe til 70 20 30 82 og få anonym rådgivning. Du kan også opsøge et krisecenter.