To teenagedrenge delte angiveligt billeder af en 'delvist afklædt' 14-årig pige på Facebook. Nu skal Retten i Kolding afgøre, om der var tale om udbredelse af børneporno.
Det seneste år har debatten om ulovlig deling af nøgenbilleder og nøgenvideoer raset. Særligt efter det er kommet frem, at nøgenbilleder udveksles som byttekort i diverse hemmelige grupper på Facebook, hvor de efterspørges i stor stil.
Siden har flere piger og unge kvinder valgt at stå frem og fortælle, hvordan det har påvirket deres liv, at nøgenbilleder af dem cirkulerer på internettet. Og især drenge og unge mænd har efterfølgende forklaret, hvorfor de har valgt at dele billederne med andre på internettet.
Tirsdag er det to 16-årige drenge, der skal forklare, hvorfor de - ifølge anklageskriftet - i foråret sidste år delte billeder af en dengang 14-årig pige i 'delvist afklædt tilstand'. Det skriver JydskeVestkysten.
Er det udbredelse af børneporno?
Drengene er sigtet for at have delt børnepornografisk materiale i en Facebook-gruppe, som den ene af drengene havde oprettet. I gruppen blev der blandt andet opfordret til, at andre også delte deres 'materiale'.
Tirsdag skal retten afgøre, om det delte materiale kan betegnes som børneporno. Det fortæller anklager Jesper Rubows fra Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.
Han oplyser samtidig, at der er specielle regler omkring deling af nøgenbilleder - selvom personerne på billederne er under 18 år.
»En 15-årig pige må for eksempel gerne sende et billede til sin 15-årige kæreste, uden det betegnes som besiddelse af børneporno,« siger han.
Hvis drengene bliver dømt efter straffelovens paragraf 235, som omhandler udbredelse af pornografiske fotografier eller film af personer under 18 år, kan de straffes med bøde eller fængsel i op til to år. Under særligt skærpende omstændigheder kan man fængsles i op til seks år.

