"For det er altså hulens svært. Når man læser dem først, er teksterne tit ingenting - de skal forvandles og løfte sig til noget, der er lige så yndefuldt som sæbebobler," siger Preben Kristensen. "Jo lettere underholdning, jo hårdere prøveforløb."

Preben Kristensen står foran endnu en Tivoli-premiere. Den 30. går det løs i Glassalen. Showet er sammen med Per Pallesen, Kurt Ravn og Sanne Salomonsen.

"De værste nerver er på, når vi første gang spiller for publikum. Sådan er det hver gang. Uanset hvor godt, jeg synes det tegner, så er det dér, de er, de grønne grise."

De foregående to somre har Preben Kristensen haft revy-fri - og elsket det.

"Men jeg elsker også at optræde, og jeg er vant til det her med at arbejde, mens andre holder ferie. Og jeg er ikke den, der beklager mig - jeg ved da godt, at det må være meget hårdere at stå en hel dag på en filetfabrik. Og i forhold til at spille en rigtig forestilling, så er sådan et sommer-show jo ikke ligefrem tyngende, altså hvis det lykkes og bliver glad underholdning - det bliver jeg selv glad af".

Preben Kristensen har prøvet at lave sommerunderholdning, der blev surt show:

"Det var i Silkeborg, kabareten var sød og kvik, men der kom ikke et øje, så det var slemt. Men det er endnu værre, når en rigtig teaterforestilling ikke lykkes. Når der har været publikum på et par gange, så ved man som skuespiller godt selv, hvor svaghederne er, og hvad der skal dækkes over. Det gør man så, men det er snyd og ikke sjovt at spille på den måde.

Én gang, under selve premieren, gik det op for mig: det her er forkert! Ingen havde sagt noget, og jeg opdagede det ikke selv, før det var for sent: jeg skulle aldrig have haft den rolle. Den er tung at komme igennem, men der er jo ingenting at gøre ved det: man står i Arte-kataloget, billetterne er solgt."

Her i starten af maj, mens vi andre har ladet os bage, lever Preben Kristensen lidt en skyggetilværelse.

"Sådan er det bare. Hvis jeg har forestilling om aftenen, kan jeg ikke lege strandløve om dagen. Det går slet ikke at ligge i solen, den udtørrer slimhinderne, og så ryger stemmen. Der er heller ikke noget med at feste vildt efter en forestilling: hverken spiritus eller muntert råberi er godt for stemmen.

Men ellers lever jeg meget normalt, i hvert fald indtil kl. ca. 16. Så skal jeg ned og ligge - bare en halv time. Jeg falder ikke i søvn, men jeg går lissom ind i mig selv, i en slags meditation. Det er jeg nødt til, ligesom jeg har været nødt til at træne mig selv til ikke at gå og tænke på forestillingen hele dagen. Det bliver man skør af, og dagen bliver smadret.

Men jeg beklager mig overhovedet ikke, for sådan er det, når teater er ens måde at leve på, som det er for mig! Jeg egner mig slet ikke til at leve på nogen anden måde, eller det troede jeg. Men med årene har jeg fået det nemmere med IKKE at skulle på scenen. Jeg har lært at slappe af og nyde at være mere privat. Som ung havde jeg et enormt behov for at være på hele tiden."

Når Preben Kristensen ikke er på, så kører han allerhelst til Nordjylland:

"Det tager bare fem timer at komme derop, og jeg smutter så tit, det overhovedet er muligt. Bare et par dage deroppe, og der er langtidsholdbar ro i sjælen. Og mine øjne bliver helt lalleglade deroppe ved Vesterhavet, som hverken er sund eller bælt - det er et hav. Vildt, voldsomt og buldrende - og så, pludselig, er det små klukkende bølger eller havblik. Underholdningen er non-stop og altid storslået."

Preben Kristensen er vokset op på landet. "Det lå bare en km fra bymidten i Skive og havde heste og køer. Jeg er uforbederligt landlig: have og adgang til havet, det skal jeg bare have. Når jeg er på turné, så sidder de der københavnere og rynker på næsen og siger: Pyh, hvor her stinker! Det synes jeg overhovedet ikke. Gylle og sådan, det lugter bare af land. Og jeg elsker landet. Og jeg slipper aldrig fornemmelsen af, at hjemme - det er Jylland."

Når det skal være ude, så har det i de seneste år været Hawaii:

"Jeg ved godt, at for mange er Hawaii indbegrebet af hula og halløj, men det sted, jeg tager til på Hawaii, ligner faktisk Tversted i Nordjylland en del. Der er samme storslåede stilhed og dybe åndedrag. Det er de to steder i verden, jeg helst vil se solen gå ned."

I de kommende måneder bliver det dog i Tivoli, Preben kommer til at opleve sine solnedgange.

"Og jeg glæder mig. Det er sådan et kick at optræde i Tivoli! At komme slentrende ind i Haven sådan en aften før showet, hvor solen står lavt, alle folk er glade, og kontrollørerne kender én og siger daw-daw - så er det let at skulle på arbejde."