Team Sky forsvarer doping-relateret læge
Det engelske holds danske direktør forsvarer ansættelsen af ny læge, der trækker spor til doping-sag
Det engelske holds danske direktør forsvarer ansættelsen af ny læge, der trækker spor til doping-sag
Den kobling er ikke gode nyheder for Team Sky, som pludselig er kommet i modvind i kølvandet på holdets imponerende kørsel hidtil i årets Tour. Det erkender holdets danske direktør, Carsten Jeppesen.
I har ansat den hollandske læge Geert Leinders, som tidligere har fungeret hos Rabobank på et meget kritisk tidspunkt i holdets historie. Har I sat det til overvejelse nu?
- Egentlig ikke. Vi har fuldtidsansatte doktorer, der er med os til Tour de France, og så har vi Leinders på freelancekontrakt. Han har arbejdet 50 dage for os. Vi har undersøgt ham, også da han blev ansat, og vi har ikke kunnet se eller høre noget om det. Det er løse skriverier. Jeg synes hellere, man skulle se på, at Bradley Wiggins i årevis har været topatlet og er gennemtestet. Det britiske system har udviklet store verdensnavne som Bradley, Cavendish, Chris Hoy og Victoria Pendleton for bare at nævne nogle. Der har aldrig været noget at komme efter. Giv os lidt kredit for det, siger Carsten Jeppesen.
Når man fører sig frem i Tour de France, som Team Skys Bradley Wiggins og Chris Froome gør, kastes der et kritisk lys ind over præstationen. Wiggins har over flere gange skulle forklare og forsvare sig, men Carsten Jeppesen mener, at alt forløber, som det skal.
- Vi er egentlig i den bedste situation, vi kunne drømme om. Vi ligger nummer et og to sammenlagt. Med afstand til de nærmeste modstandere. Det er næsten federe, end vi havde turdet håbe på, siger han.
Men overrasker det jer så, at journalister og folk på Twitter begynder at spekulere i, om Team Sky kører rent?
- Egentlig ikke. Man kan aldrig helt forberede sig på det, men de fleste af os har prøvet det før og ved godt, hvordan medierne fungerer. Selv om det her egentlig er en fantastisk historie, vil I hellere prøve at finde noget, der er knap så pænt. Og sådan er det desværre i denne sport lige nu. Det vidste vi godt, inden vi kom. Vi vil hellere snakke om løbet og om, hvor vi er, men er bevidste om, at vi også er nødt til at have en holdning til de ting, og det klarer vi ganske fornuftigt. Vi forsøger faktisk at lave et setup, så vi er nemme at komme i kontakt med hver dag her ved bussen for journalisterne, selv om der er enormt pres på. Jeg tror, vi er nogle af dem, der stiller mest op.
Men kunne I ikke overveje at lægge Bradley Wiggins’ blodværdier og andre nøgletal fra det biologiske pas ud til offentligheden netop for at imødegå spekulation?
- Det kan du godt sige. Og vi har talt om det. Men pludselig er der så 750.000 eksperter, og den ene kan se det ene, og den anden kan se det andet. Dem, der virkelig ved noget, siger, at der ikke er noget at komme efter. Vi støtter hundrede procent det biologiske pas og de eksperter, der står bag det. Men mediemæssigt er vi nødt til at beskytte individet, og vi skal i øvrigt også have tilladelse fra UCI, så det er ikke så simpelt, som mange gerne vil gøre det til, siger Carsten Jeppesen.