En 41-årig taxachauffør fra Horsens blev tidligt lørdag morgen snittet i maven med en køkkenkniv i forbindelse med et røveri mod chaufføren. Det oplyser vagtchef Henrik Petersen, Sydøstjyllands Politi, til Horsens Folkeblad.

Chaufføren samlede kl. 05.47 to mænd op ved pølsevognen på Spedalsø Torv. Mændene bad om at blive kørt til samkørselspladsen Horsens V ved Lund. Derude holdt de chaufføren fast og truede ham med en køkkenkniv til at udlevere penge. Mændene fik mellem 5.000 og 10.000 kr. med sig.

Under røveriet satte chaufføren sig til modværge og blev ramt i maven med spidsen af kniven.

- Det var ikke alvorligt, og han kørte selv til skadestuen, hvor han er udskrevet igen, siger vagtchef Henrik Petersen til Horsens Folkeblad.

Politiet har et sparsomt signalement af de to gerningsmænd. Den ene beskrives som en dansk mand, cirka 30 år og 180 centimeter høj.

Den anden er ligeledes omkring 30 år og er en sydlandsk udseende mand. Han er cirka 190 centimeter høj, almindelig af bygning og med sort strithår.

BNB