Hvis man som amerikansk tv-seer og avislæser ikke vidste bedre, så skulle man tro, at Præsident Donald Trump tilbragte torsdagen i sengen - bag nedrullede gardiner.

I virkeligheden havde Præsident Trump selvfølgelig fint besøg af den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge de danske journalister, der fulgte Løkke på turen, gik mødet godt. Trump kaldte Løkke 'wonderful'. De gav hånd, uden at statsministeren brækkede armen.

Men i de amerikanske medier har der bogstaveligt talt ikke været et pip om den danske statsleders besøg i Washington - hverken onsdag, torsdag eller fredag.

Da tyske Angela Merkel og britiske Theresa May besøgte Det Hvide Hus, gik alle fra CNN, Fox til The New York Times nærmest i selvsving og dækningen var massiv.

Døgnet rundt har medierne i USA derimod haft travlt med at tale om den om sig gribende undersøgelse af Donald Trumps mulige forbindelser til den russiske regering under sidste års valgkamp.  I den forbindelse har der været interview med senatsledere, juridiske eksperter og dybdeborende journalister. Den daglige presse-briefing med præsidentens talsmand, Sean Spicer blev som sædvanligt bragt direkte på samtlige nyhedskanaler.

Men heller ikke her blev Lars Løkke Rasmussens besøg omtalt med ét eneste ord.