Tarango talte ud
Scener fra et pressemøde med tennisflokkens surmulende sorte får.
Scener fra et pressemøde med tennisflokkens surmulende sorte får.
LONDON: Præcis fem år efter, at den amerikanske tennisspiller Jeff Tarango og hans kone chokerede Wimbledon ved først at kalde dommeren Bruno Rebeuh for verdens mest korrupte (det stod Jeff selv for) og derefter stikke samme stakkels dommer en syngende lussing (den sørgede fruen for), er den lille, tyndhårede amerikaner på banen i Wimbledon igen.
Eller rettere: 31-årige Tarango var på banen. Den måtte han nemlig forlade under stor bevågenhed forleden efter at have tabt 10-12 i femte og afgørende sæt til landsmanden Paul Goldstein.
Den mutte amerikaner fra Californien, der ifølge egne oplysninger er stærkt interesseret i filosofi og psykologi, nægtede efter kampen at give sin modstander hånden.
"Vi kæmpede så hårdt i så lang tid. Han tilkaldte fysioterapeuten to gange før min serv mod slutningen. Det gjorde mig stivbenet," sagde en vanligt oprørt Tarango på det efterfølgende, farceagtige pressemøde, der endte med, at flere journalister på det nærmeste skreg ad grin til amerikanerens vekslende billigelse og frustration.
"Beskylder du Goldstein for at have simuleret skaden?" ville en journalist vide.
"Selvfølgelig gjorde han det. Han havde det fint," surmulede Tarango.
"Hvor mange gange har du nægtet at give en modstander hånden efter en kamp?" lød det senere fra salen.
"Jeg tror, at det var tredje gang med den i dag," svarede en nærmest stolt Tarango.
"Hvornår fandt de to første episoder sted?"
"I Shanghai mod Leander Paes og i French Open mod Filippini. Paes ramte mig med en smash fra tre meters afstand, mens Filippini kaldte mig alle mulige navne i pauserne mellem partierne," oplyste Tarango.
"Paul Goldstein har lige fortalt, at du som en af de ældre spillere aldrig hjalp ham, da han kom med som professionel for et par år siden," bekendtgjorde en journalist med indisk accent og et sensationslystent blik.
"Hvad skulle jeg have sagt? 'Velkommen i omklædningsrummet. Lad vær med at bøje dig efter sæben'", svarede Tarango og forårsagede et latterbrøl, der efter sigende kunne høres helt ovre på centre-court.
Heldigvis for Paul Goldstein var Jeff Tarangos hårdtslående hustru ikke ved husbondens side i årets Wimbledon.