Kærligheden strålede ud af dem, da TV 2-profilerne Rasmus Tantholdt og Natasja Crone troppede op arm i arm på den røde løber til Danmarks Indsamling 2017.

Efter måneders hemmelighedskræmmeri og små hints på Instagram valgte de nemlig endelig at stå officielt frem som par.

»Vi er åbenlyst kærester, og det er sådan set det eneste, jeg kommer til at sige om det,« sagde Rasmus Tantholdt til BT, mens parret gik arm i arm og tydeligvis var glade for hinandens selskab.

Natasja Crone er ikke den første TV 2-profil, der har stjålet korrespondentens hjerte. Tidligere har Rasmus Tantholdt dannet par med tidligere nyhedsoplæser Caroline Boserup, med hvem han har sønnen Emil, og i sommer blev han skilt fra en anden TV 2-kollega - nemlig Cecilie Beck, som han nåede at danne par med i seks år.

Men selvom Rasmus Tantholdt er den første af de to til at finde kærligheden på ny, så er det ikke en forsmået ekskone, som BT taler med lørdag aften, kort tid efter turtelduernes første fælles optræden.

»Jeg elsker Rasmus, han er fantastisk, og jeg ønsker ham alt godt her i verden. Hvis det er sammen med Natasja, som jeg også holder utrolig meget af, så er det helt fint med mig,« siger Cecilie Beck til BT.

Da eksparret gik fra hinanden i juli var det dog også kun pæne ord, hun havde til overs for korrespondenten, da hun bekræftede skilsmissen over for BT:

'Ja - og det foregår helt venskabeligt og udramatisk,' skrev hun i en sms.

De to værter blev i sin tid gift i 2010 i Thailand efter at have været kærester i tre år. Brylluppet foregik på en strand og skete spontant på en ferie.

Og udover sin åbenlyse forkærlighed for smukke TV 2-værter, så nærer Rasmus Tantholdt tilsyneladende også stærke følelser for det eksotiske land. I hvert fald var det efter en fælles kærlighedsferie i netop Thailand, at både han og Natasja Crone igen pustede til de svirrende rygter om deres forhold, da da de to simultant uploadede billeder fra landets hovedstad på Instagram.

En måned forinden havde de desuden taget en selfie sammen og lagt på Crones Instagram-profil med teksten 'Nytårskærlighed'. TV 2-profilerne proklamerede dog hurtigt, at 'kærlighed' skulle læses i en venskabelig kontekst, men lørdag kunne de altså ikke længere holde på hemmeligheden.

Rasmus Tantholdt er ikke den eneste af de to, der tidligere har fundet kærligheden på TV 2. Også Natasja Crone fandt sin eksmand Lasse Sjørslev på arbejdspladsen, men også de blev skilt i sommer - en måned inden Rasmus Tantholdt og Cecilie Beck.