Et afkræftet døende barn. Dækket af bidende fluer. I armene på en mor med tomheden lysende ud af øjnene.
Dét syn blev for meget for den ellers hærdede krigsreporter Rasmus Tantholdt. Som i går aftes i den nye dokumentarserie ’Korrespondenterne’ knækkede sammen på din tv-skærm. Og grædende måtte vende ryggen til kameret.
- Indimellem havner jeg i en situation, hvor jeg som journalist virkelig overvejer, om det er rigtigt for mig som menneske at stå der med en mikrofon ved siden af min fotograf? Eller burde vi lægge vores udstyr på jorden og gå igang med at hjælpe på en eller anden måde?, forklarer Rasmus Tantholdt om det dilemma, der fik ham til at bryde sammen. Nemlig en stor følelse af afmagt, som rammer ham specielt hårdt, fordi han kan se, at ingen hjælper disse mennesker.
- Jeg bliver så meget i tvivl om min egen rolle. Og jeg føler mig magtesløs. Hvis der var nogen, der skulle græde, så var det dem. Men jeg bliver ked af det, når jeg oplever det. Især når det er børn, det går ud over, siger Rasmus Tantholdt, som i sin korrespondent-karriere har besøgt utallige flygtningelejre uden at blive slået ud af kurs. Men i Somalia var der ingen nødhjælpsorganisationer. Ingen andre journalister. Fordi der var for farligt.
- Problemet var bare så massivt og voldsomt. Og pludselig kunne jeg ikke rumme mere elendighed. Og så har jeg ingen problemer med at vise mine følelser på tv, komme ud med dem på stedet. At blive ked af det er en del af virkeligheden for mig i mit arbejde. Og hellere vise det end at det hober sig op i kroppen og jeg tager det med hjem, siger Rasmus Tantholdt, for hvem det netop er enormt vigtigt, at hans kone - og kollega - Cecilie Beck og parrets sammenbragte børn kender detaljerne om hans barske hverdag, når han er ude og dække krig og katastrofe.
- Jeg ringer ofte hjem og fortæller, hvad der sker. Også når det er noget ubehageligt. Og jeg gør det ikke bare for at have nogen at snakke med, men også for at passe på dem. I mit job skal man være opmærksom på, at der kan være pårørende som kan sidde og være nervøse. Jeg har da mange gange oplevet, at jeg har stået i Afghanistan og en bombe er eksploderet i Kabul. Og så ringer min mor og spørger, om jeg er ok. ’Jamen mor, jeg står i Helmand provinsen, som er 1.000 km væk’. Den slags kan man afmystificere ved at ringe hjem så ofte som muligt.
Og det skaber tryghed og ro, at jeg ringer hjem. Også for mig selv. For man skal virkelig være i balance for at kunne træffe de rigtige beslutninger, når det går så voldsomt for sig, forklarer han og indrømmer, at det til tider kan være svært at finde balancen i forhold til, hvor meget han kan fortælle til sin egen søn på syv.
- Min dreng og Cecilies piger ved nok mere om, hvad der foregår i Libyen og hvem oberst Gadaffi er, er de fleste andre børn. Men vi gør meget ud af at være med til at afmystificere tingene for dem. Og f.eks. har mig og Cecilie, pigerne og Emil lige været på ferie i Ægypten, for at jeg kunne vise dem, hvor jeg spiser pizza, hvor jeg bor, så det bliver lidt mere jordnært, siger Rasmus Tantholdt som pt er hjemme i Danmark.