BT retter: Det fremgik tidligere af denne artikel, at det var pigens mor, der udtalte sig. Det er en fejl. Det er en anden kvinde, der har advaret mod den formodede gerningsmand. BT beklager.
Gennem længere tid har Tanja Vestby Tøfting forsøgt at advare om, at en mand havde lidt for nærgående tendenser over for børn. Men ingen lyttede. Nu er manden sigtet for at have taget en lille pige på fire år væk fra sin børnehave og for at have voldtaget hende.
Onsdag fik et forældrepar et opkald, som alle frygter.
Deres datter på fire år var forsvundet fra sin børnehave på Snogebæksvej i Aarhus V. De begyndte straks at lede efter hende alle de steder, de kunne komme i tanke om, men pigen endte med selv at dukke op igen efter en times tid.
Hun smilte og var glad. Fortalte, at hun havde fået chokoladekiks af en mand, der havde løftet hende over hegnet og taget hende med fra børnehaven. Derefter fortalte hun, hvad manden yderligere gjorde ved hende, da de var alene i hans hjem. Det fik straks pigens forældre og børnehaven til at ringe til politiet og anmelde sagen.
I begyndelsen blev den omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri, men torsdag eftermiddag stod det klart, at en 33-årig formodet gerningsmand var blevet anholdt og sigtet for at have frihedsberøvet pigen og for at have udsat hende for flere former for sexovergreb. Blandt andet er han sigtet for at have voldtaget den lille pige og for at have haft anden kønslig omgang end samleje med hende.
Nu står Tanja Vestby Tøfting, der selv er mor, frem og fortæller til Ekstra Bladet, at hun i mere end to år har kendt til den formodede gerningsmand, som hun gennem længere tid har forsøgt at advare andre forældre om, da hun mente, han havde lidt for nærgående tendenser i forhold til børn.
»Jeg har længe sagt til de andre forældre i området, at de skal være på vagt over for ham, men de fleste har bare grinet og sagt, at han jo bare er flink ved børnene,« siger hun til avisen og fortæller, at flere forældre efter anholdelsen af manden har været forbi for at sige undskyld for ikke at have lyttet til hendes advarsler.
Derudover fortæller hun, at den formodede gerningsmand luftede sin faders hunde hver morgen og gik en tur rundt om områdets børnehave for angiveligt på den måde at kunne tale med børnene gennem hegnet. Selv blev hun ifølge Ekstra Bladet opmærksom på ham, efter han i februar 2015 angiveligt uopfordret kyssede hendes seks-årige datter på kinden på en legeplads.
Torsdag stod den lille piges stedfar frem og fortalte til TV 2 Østjylland, at den fireårige havde været glad og smilende, da hun vendte tilbage til børnehaven efter at have været væk.
Hun havde mødt en mand, som havde været sød over for hende og havde nogle søde hunde, og så havde han givet hende chokoladekiks, forklarede hun ifølge stedfaderen.
Men derefter gjorde han noget ved hende, som 'hun syntes var ulækkert', skriver TV 2 Østjylland.
»Jeg vidste ikke, at jeg kunne blive så rasende. Min allerførste tanke var, at jeg ville gå ud og få fingrene i ham, men gudskelov at jeg ikke gjorde det, for det ville ikke gavne nogen som helst,« siger stedfaderen til mediet.
Han forklarer dog, at han også er taknemmelig for, at pigen stadig kan smile og ellers ligner sig selv fra om morgenen.
Den 33-årige mand blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Der oplyste hans forsvarsadvokat Bjarne Frøberg, at hans klient nægter sig skyldig og ikke ønsker at udtale sig i sagen. Han oplyste også, at den 33-årige mand har det psykisk dårligt.
Manden blev varetægtsfængslet i fire uger.

