Du kan spare fem-cifrede beløb ved at ’shoppe’ rundt mellem bankerne. Det viser beregninger, Mybanker.dk har foretaget for dagbladet BT.

Et tjek på to helt almindelige danske modelfamilier viser nemlig, at der er godt 20.000 kroner at spare i årlige udgifter mellem det billigste og dyreste bank-tilbud på markedet.

- Det er klart, at alle ikke har de muligheder. Men rigtig mange ligger dér i midterfeltet, hvor der er nogle gode argumenter for at forhandle med banken, og mange banker er faktisk villige til at gi’ og ta’ i en sådan en forhandling, siger Martin Andersen, analytiker hos Mybanker.dk, der lever af at sammenligne ’prisen på penge’.

- Derfor gør alle klogt i at forhandle med deres bank eller flere banker. Der er klart noget at hente, for forskellen mellem bankerne har aldrig været større, konkluderer Martin Andersen.

Det er blevet så meget mere aktuelt, idet bankerne – stort set over en kam – har hævet udlånsrenterne markant over det seneste år. En analyse fra Mybanker.dk viser således, at omkostningerne for den helt almindelige danske bankkunde er steget med 30-35 procent indenfor de sidste 12 måneder

Samtidig kæmper bankerne netop nu, grundet de kraftigt forøgede kapitalkrav, om danskernes indlån. Derfor er det muligt for dig, netop nu, ’at gå på indkøb’ med din opsparing og få den højeste mulige rente.

Man skal dog her huske, at Indskydergarantifonden kun dækker op til 745.000 kroner per indskyder per pengeinstitut – det dobbelte hvis du og din ægtefælle begge er kontohaver.

Du skal derfor huske at fordele dine indlån på en sådan måde, at der inklusiv renter ikke står mere end netop 745.000 kroner i hver bank, så er dine penge altid sikret – uanset bankkrak.

Læs også:

Drop loyaliteten

Også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbrugerrådet opfordrer danskerne til at droppe loyaliteten over for deres bank – og ’gå på vandring’ mellem bankerne.

- Vi vil gerne sige til forbrugerne, at det ville være godt for dem og deres pengepung at undersøge markedet og skifte bank. Det handler om at få forbrugerne til at være aktive. For deres egen skyld og for konkurrencens skyld. Det vil få bankerne op på dupperne, og vi vil få presset priserne og få større udbud af nye produkter, har vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Kristensen, således udtalt til Berlingske Business – i anledning af den årlige undersøgelse af danskernes forhold til deres bank.

Mybanker.dk opfordrer da også private bankkunder til en gang om året at gå ind og tjekke op på, hvilke priser de betaler i deres bank.

Med BT PLUS får du:

-

BT PLUS anbefaler også: