Gary Barlow er gået i skjul, siden det blev afsløret, at han og to andre tidligere medlemmer af Take That har spekuleret i at slippe for skat.

Han er blevet påfaldende tavs de seneste dage. Take That-sangeren og ’X Factor’-dommeren Gary Barlow - en af Storbritanniens største musikikoner - har ellers haft for vane at fodre sine fans med nyt i Twitter-beskeder flere gange dagligt. Men siden Gary Barlow - og hans bandmedlemmer Mark Owen og Howard Donald - i avisen The Times for en uge siden blev udråbt til at være amoralske skattespekulanter, har sangeren ikke meddelt sig.

Tilfældigt, siger hans pladeselskab, der nægter enhver snak om et bevidst forsøg på skattesnyd og påpeger, at tavsheden blot handler om, at Barlow har været på ferie med konen.

Men omverdenen spekulerer løs. Er han virkelig blevet mere interesseret i penge end musik? Er han blot blevet en skruppelløs pengemand i stedet for en hæderlig kunstner med noget på hjerte?

Bundlinjen er, at Gary Barlow og hans to bandmedlemmer har investeret 26 mio. pund - omkring 240 mio. kroner - i et investeringsselskab, som skattemyndighederne i Storbritannien beskriver som udelukkende udviklet og designet til at unddrage sig skat.

Delte underskud

Dokumentation afslører, at de tre Take That-medlemmer har investeret i to arrangementer i henholdsvis 2010 og 2011 udbudt af selskabet Icebreaker. I det første skød de 48 mio. kr. ind af deres egne kontanter og lånte andre 191 mio. kr. Fidusen er, ifølge myndighederne, at selskabet med sine indviklede investeringer opnår et kæmpe underskud - i sidste indkomstår på 232 mio. kr. - som derefter ’diskret bliver delt’ blandt indskyderne, som det hedder.

Kort fortalt betyder det, at man med et stort tocifret millionindskud pustet op af et endnu større lån kan få en gigantisk gæld og dermed en skattelettelse og måske endda helt undgå at betale skat.

Sag mod selskabet

Spørgsmålet er naturligvis, om det er ulovligt eller ej. Skattemyndighederne vil køre en sag imod Icebreaker i håb om få investeringsmodellen fastslået som ulovlig, så de kan afkræve indskyderne en masse millioner i skat.

Men det kan også være, at det falder inden for stregen og bliver kendt lovligt, sådan som Take Thats økonomiske rådgivere fastholder, at de mente, at det var.

Men i en krisetid er det ikke sikkert, det er nok til, at Barlow & Co. slipper for ridser i renommeet. For mere end nogensinde er der i offentligheden fokus på, om ikke mindst de rige og kendte kulturpersonligheder holder sig på den rigtige side af, hvad der opfattes som moralsk korrekt.

Moralsk forkert

Komikeren Jimmy Carrer netop blevet afsløret i et lignende og sandsynligvis fuldt lovligt skattearrangement, og han ikke blot undskyldte for sin ’frygtelige mangel på dømmekraft’, han blev kritiseret af den konservative premierminister, David Cameron, som beskrev hans lovlige skatteunddragelse for ’moralsk forkert’. Cameron har ikke kritiseret Barlow for det samme - måske fordi sangeren støttede de konservative op til sidste valg?

Uanset hvad synes betagelsen af sex, drugs og rock´n roll at dampe noget af, når det handler om ikke at betale til den store fælles samfundskasse. Her forventes idolerne i stigende grad at gå forrest som forbilleder.