Dine evner som voksen veninde bliver grundlagt i barndommen. Når piger sjipper eller leger fangeleg i skolegården, øver de sig i de sociale spilleregler, der er en vigtig del af forholdet mellem voksne veninder.

Lytter du? Viser du forståelse? Stiller du spørgsmål? Eller er du veninden, der lægger mobilen fra dig efter en halv times enetale?

Vores forhold til veninder er vigtigt, også når vi er voksne.

»Den tætte veninde er det sted, hvor vi kan puste ud, spejle os og være helt os selv,« fortæller børne- neuropsykolog Margrethe Jungersen, der sammen med børneneuropsykolog Helle Bavnshøj er aktuel med bogen ’Pigekonflikter’.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen om hvorfor tætte veninder er så vigtige, og om hvordan mænd bruger venskaber på en helt anden måde end kvinder. Læs også om Christina og Maj-Britts venskab, der på kort tid blev helt særligt - og få en guide til hvordan du bliver en endnu bedre veninde.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Dine evner som voksen veninde bliver grundlagt i barndommen. Når piger sjipper eller leger fangeleg i skolegården, øver de sig i de sociale spilleregler, der er en vigtig del af forholdet mellem voksne veninder.

Lytter du? Viser du forståelse? Stiller du spørgsmål? Eller er du veninden, der lægger mobilen fra dig efter en halv times enetale?

Vores forhold til veninder er vigtigt, også når vi er voksne.

»Den tætte veninde er det sted, hvor vi kan puste ud, spejle os og være helt os selv,« fortæller børne- neuropsykolog Margrethe Jungersen, der sammen med børneneuropsykolog Helle Bavnshøj er aktuel med bogen ’Pigekonflikter’.

I barndommen gør vi os de første erfaringer med sociale relationer, og med hvordan vi agerer i dem. For eksempel er en flok piger nødt til at aftale, hvis tur det er til at fange de andre eller svinge sjippetovet, før de kan komme i gang med at lege i frikvarteret. Det kræver, at de mestrer turtagning – en egenskab, der også er afgørende, når voksne veninder er sammen, hvis forholdet skal have værdi for begge parter, fortæller Margrethe Jungersen:

»Turtagning handler om, at man skiftes til at have sin tur. Det er en basal kommunikativ og social færdighed både i leg og samvær med andre, og når der skal løses konflikter. Det lyder banalt, men det er helt fundamentalt at være bevidst om ’min tur’ og ’din tur’. Og det er en evne, der er vigtig at have med sig i voksenlivet, hvor det i forhold til veninder er vigtigt at kunne skiftes til at give og modtage, når man er sammen.«

Vigtigt for voksenforhold

Kompetencer som turtagning, selvkontrol og empati er ifølge Helle Bavnshøj færdigheder, vi skal have på plads for at kunne have gode forhold med andre mennesker. Som voksne handler det ikke om, hvis tur det er til at have det nye sjippetov, men eksempelvis om talerækken og ikke at forfalde til kun at fokusere på ’mig, mig, mig’.

»Det nytter for eksempel ikke noget at tale uafbrudt og slet ikke lade sin veninde komme til orde, eller buse ud med vores egen mening. Vi skal bruge de her kompetencer til at tilsidesætte os selv. Og vi skal signalere ’jeg er her, jeg lytter, og jeg deler dine følelser’,« siger Helle Bavnshøj.

Margrethe Jungersen supplerer:

»Hvis vi ikke formår at give hinanden den oplevelse, bliver det en meget overfladisk og monologisk måde at være sammen på, og samværet bliver aldrig dybt og nært. Vi skal stille os selv til rådighed.«

Og netop dybde og nærhed er noget af det allervigtigste for kvinder, når vi vælger veninder. Selve det, vi foretager os sammen, er ifølge Helle Bavnshøj ikke så vigtigt. Det er den tætte relation, der betyder mest – at vi kan bruge hinanden, søge hjælp og gode råd, når vi har det svært.

»Fra skolealderen er piger meget fokuserede på de tætte relationer og foretrækker at være sammen to og to, hvor de rigtigt kan fordybe sig i hinanden, mens drengene er mere tilbøjelige til at samles i større grupper om en fodboldkamp eller ved bordtennisbordet. En bedsteveninde giver tryghed, og det er i høj grad fortroligheden, der kendetegner bedstevenindeskabet, der samtidig opbygger følelsen af at være betydningsfuld, noget vi vokser af som mennesker,« forklarer Helle Bavnshøj.

Mænd bruger venskaber på en lidt anden måde end kvinder – selvfølgelig kan man ikke generalisere helt så hårdt, påpeger Margrethe Jungersen og Helle Bavnshøj. Men for nogle mænd er samværet med venner ofte mere uformelt. Det har karakter af et frikvarter fra hverdagen. På samme måde som de som børn mødtes om en aktivitet i skolegården, mødes de i voksenlivet. Venskabet kan være et afbræk, hvor de kan lægge voksenlivet lidt fra sig og er drenge igen.

Veninder tanker os op

Vi oplever usikkerhed i mange af livets forhold, og her er en god veninde alfa og omega for kvinder.

Tætte veninder tanker os op med opmærksomhed og anerkendelse og giver os følelsen af at være værd at elske. Det styrker og booster vores identitet.

Når vi har en at dele bekymringer med, bliver det nemmere at holde livets usikkerheder ud. Måske har veninden endda været igennem det samme, hvad enten det er jobbet, parforholdet eller noget helt tredje, der gør livet svært, siger Margrethe Jungersen.

Empati er afgørende

Hvordan vi griber bolden og returnerer den, når en veninde kommer til os, er afgørende for, hvordan vores forhold bliver.

Venindeskaber handler om følelser. Empati er alfa og omega for et godt venskab og for, at vi får lyst til at knytte os følelsesmæssigt til den anden. Noget af det, der kendetegner en god veninde, er evnen til at stikke en finger i jorden og leve sig ind i vores følelser. Stille opklarende spørgsmål, trøste og ikke komme tromlende med løsningsforslag.

»Der er ligesom en relationel dans, vi skal kunne. Og netop fordi der er så mange følelser på spil, kan kvinder finde på at bryde ud af venskaber. Det er så vigtigt for os at føle os set og forstået, at vi ikke beholder en veninde for enhver pris. Forskelligheden kan simpelthen blive for stor, eller man kan ligefrem føle, at man bliver trådt på,« siger Margrethe Jungersen.

Fodbold blev vejen til et langt venskab - og mange 3. halvlege

Christina og Maj-Brit har kun været veninder i to år, ikke desto mindre er forholdet imellem dem tæt. ’Hverdagsvenskabet’ kan ifølge de to noget helt særligt.

Det bliver til mange 3. halvlege i løbet af en uge for 52-årige Christina Wex og 44-årige Maj-Brit Wiinblad. Siden de to begyndte at spille først håndbold og siden også fodbold sammen, har de udviklet et tæt venskab.

De kendte stort set ikke hinanden for to år siden, hvor døtrene spillede håndbold sammen. Christina Wex manglede en spiller på sit voksenhold og havde hørt, at Mai-Brit Wiinblad var tidligere spiller og spurgte, om ikke det var noget for hende. Dagen efter manglede der også en på fodboldholdet, og så tog det fart.

»Pludselig sås vi fire-fem gange om ugen i hallen og kørte også sammen til kampe. I begyndelsen var det klart børnene, vi snakkede mest om, men ret hurtigt begyndte vi også at tale om andre ting. Vi var nysgerrige på hinanden og fik hurtigt mange 3. halvlege, hvor vi blev hængende i hallen,« siger Maj-Brit Wiinblad.

Christina Wex kalder venskabet »det autentiske møde«, hvor der ikke er nogen facader eller forstillelse, men hvor de tør blotte sig og åbne op for følelserne.

Giver hinanden plads

»Egentlig er jeg meget privat, men Christina har fået mig til at åbne mere op og kan finde på at sige direkte, ’så let slipper du ikke’, når jeg har talerækken, og det har givet nogle rigtig gode og dybe snakke om blandt andet arbejde og forskellige problemstillinger, vi har vendt. Når vi løbetræner, snakker vi undervejs, og vi er meget opmærksomme på at give hinanden plads til at komme til orde. Vi er bevidste om, at nu tier jeg stille, og nu er det din tur. Men uanset hvor langt vi løber, bliver vi aldrig færdige,« siger Maj-Brit Wiinblad, der fremhæver, hvor ofte de ses, som noget særligt ved netop dette venskab.

»Jeg er ikke vant til at se nogen så meget. Det er egentlig ikke, fordi jeg har lyst til, at det skal køre på overfladen, men jeg er bare ikke så god til at tage kontakt. Folk kan godt komme til at vente længe på, at jeg ringer og tager initiativ. Christina og jeg har en god anledning til at mødes tit, og det betyder, at vi er kommet tæt på hinanden ret hurtigt.«

»Jeg har 1.000 gange sagt, at Maj-Brit er den bedste gave, jeg har fået i 2014. Hun har bragt en side frem i mig, som jeg er så glad for at få sat i spil. En masse grin og humor. Hun har ramt mig på en helt særlig klinge, og der er ingen tvivl om, at jeg er blevet et gladere og sjovere menneske. Jeg er nok generelt mere selvhøjtidelig og tager tingene mere alvorligt. Det har været sundt for mig at opleve Maj-Brits lidt lettere tilgang til livet,« siger Christina Wex, der i begyndelsen lige skulle vænne sig til Maj-Brits »fuck det«, hvis hun syntes, Christina, der har en tendens til at fordybe sig i alle konflikter, skulle lade noget fare.

Helt ind til kernen af hinanden

Maj-Brit Wiinblad har til gengæld oplevet en anden og mere intellektuel sparring, end hun er vant til, når hun eksempelvis har været i tvivl om, hvordan hun skulle håndtere en person eller situation på sit arbejde.

»Christina har skrevet bøger om blandt andet ledelse, og det er virkelig interessant at få en andens input til de ting, man går og tumler med,« siger Maj-Brit Wiinblad.

Men det er langtfra alvor alt sammen. Der ryger mange sjove sms’er og mail af sted i løbet af en dag. Christina Wex elsker ved ’hverdagsvenskabet’, at det er så uformelt.

»Som kvinder har vi tendens til at holde meget fast i de tætte venskaber, vi har skabt i ungdommen, og ikke være særligt åbne for at etablere nye, fordi vi har familie, job og alt muligt andet, der tager vores opmærksomhed. Derfor bliver vores voksenvenskaber ofte meget pæne og polerede og ’paragtige’, og vi kommer ikke helt ind til kernen af hinanden. Det er det, vi elsker ved vores venskab. At det er med direkte adgang til kernen og er alt andet end pænt og poleret,« siger Christina Wex.

»Vi mødes ikke over en tre-retters middag og konverserer. Og vi behøver ikke at bruge tiden på at catche op, vi kender hinandens børn og ved, hvad der rører sig lige nu og kan snakke ud fra det,« siger Christina Wex, der kalder forholdet »sprudlende, sjovt, ærligt og alvorligt«.

»Jeg får altid en rå og ærlig tilbagemelding. Der er ikke noget, der bliver pakket ind, og det er virkelig befriende.«

De er forundrede over, at de er kommet så langt, når de ikke har kendt hinanden i længere tid. De er enige om, at det først og fremmest skyldes den gode kemi, og at de ses ofte.

Maj-Brit Wiinblad har en skare af venner, der har fulgt hende hele livet, og som hun har udviklet et næsten søskendeagtigt forhold til.

»Jeg har altid bildt mig ind, at de var særlig vigtige i mit liv, fordi vi har historikken, der går langt tilbage, men faktisk er det skønt at kunne fortælle om sin familie og sin fortid til en, der ikke altid har været med på sidelinjen. Det sætter ting i perspektiv at få en anden vinkel på,« siger hun.

»Det giver så meget mening at ringe til Maj-Brit i stedet for en veninde, jeg ikke er så tæt på i hverdagen. Det er næsten helt gymnasieagtigt, hvor vi er i kontakt konstant. Tænk at man kan blive så glad for at se hinanden, selv om det sker så ofte. Det er næsten som en forelskelse,« siger Christina Wex.