DBU venter besked fra FIFA inden for de næste uger på spørgsmålet om Pione Sisto må stille op i rødt og hvidt
Foråret har ikke været en fornøjelse for FC Midtjyllands stjernefrø Pione Sisto, men nu er der måske godt nyt på vej.
En skade holder ham ude af ulvenes guldjagt, og han bliver i bedste fald først klar til de sidste to-tre runder af Superligaen. Derfor er det mere realistisk for ham at have sommerens U21-EM i Tjekkiet i kikkerten, hvis altså den Uganda-fødte kantspiller får lov til at stille op for de rød-hvide.
Selv om han er tilkendt dansk statsborgerskab, så afventer han og DBU en dispensation fra det internationale fodboldforbund FIFA. Og efter en omgang tovtrækkeri så er der omsider en afgørelse på vej.
»Vi varslede første gang FIFA om vores mulige interesse for at opnå en dispensation til Sisto i 2013 og har efterfølgende været i tæt dialog med FIFA de sidste fem måneder. I den periode har FIFA løbende bedt om yderligere dokumentation, som vi har leveret prompte. Det skete så sent som mandag i denne uge, hvor de efterspurgte nogle oplysninger, som vi leverede dagen efter. Vi er blevet stillet i udsigt, at vi vil få en afgørelse senest om 14 dage, og det har jeg absolut tiltro til vil ske,« siger DBU’s juridiske chef Thomas Jønsson til BT.
Man kunne ellers få den tanke, at når DBU støtter Luis Figo som kommende FIFA-præsident, at det ville værre en mulighed for den nuværende præsident, Sepp Blatter, at sparke bagud ved at forsinke processen omkring Pione Sistos dispensation?
»Vi er ikke stødt på noget, der indikerer, at DBUs kritiske holdning til Sepp Blatters genvalg som FIFAs præsident skulle have indvirkning på sagsbehandlingen i nærværende sag,« siger Thomas Jønsson.
BT har rettet henvendelse til FIFA for at spørge til udfaldet af dispensationssagen, men det globale fodboldforbund er sparsom med informationerne.
»Sagen er stadig under behandling, og derfor ønsker vi ikke at kommentere på den på nuværende tidspunkt,« siger en talsmand.
Det siger FIFA’s regler:
FIFA’s regelsæt kræver, at når en spiller får et nyt statsborgerskab, skal spilleren opholde sig fem år yderligere i landet for at kunne repræsentere det pågældende landshold.
Med mindre spilleren allerede har opholdt sig fem år i det nye land efter at være fyldt 18 år. Sisto er kun 19, og derfor søger DBU dispensation.