Tabloid-avis lukker efter skandale
Rupert Murdoch tager konsekvensen af en mildest talt modbydelig sag om aflytning af mobiltelefoner tilhørende politikere, kendisser og senest en dræbt teenage-pige.
Rupert Murdoch tager konsekvensen af en mildest talt modbydelig sag om aflytning af mobiltelefoner tilhørende politikere, kendisser og senest en dræbt teenage-pige.
Den britiske skandaleramte tabloidavis News of the World lukker efter udgaven, der kommer på søndag. Det oplyser direktør i NewsCorporation James Murdoch til nyhedsbureauerne, skriver Ritzau.
Overskuddet fra den sidste udgave skal ifølge The Guardian gå til velgørenhed, ligesom al annonceplads er reserveret velgørende formål.
Den 168 år gamle skandaleavis faldt dermed selv for en skandale, der har optaget medierne og briterne gennem flere år. I denne uge blussede sagen igen op, da det kom frem, at avisens oplysninger om en forsvunden pige stammede fra hendes egen mobiltelefon. Den var blevet aflyttet og beskeder aflæst, mens hun var meldt savnet - inden hun blev fundet dræbt. Oplysningerne skal have forvirret politiets efterforskere.
Rupert Murdochs søn James Murdoch, der fungerer som vicedirektør i News International, sagde i forbindelse med annonceringen af avisens død, at News of the World har en "stolt historie", hvor uretfærdigheder er blevet afsløret, men nu er avisens ry og rygte sværtet af en "umenneskelig" opførsel, skriver Financial Times.
Andre beskyldninger handler om aflytning af pårørende til faldne britiske soldater, til ofre for tsunamien i Thailand og til ofrene for bomberne i London i juli for præcis seks år siden.
Affæren toppes af oplysningerne om, at avisen skal have bestukket betjente med helt op til 100.000 britiske pund for oplysninger. Moderselskabet News International oplyste tirsdag, at det har overladt emails til politiet, som angiveligt viser, at avisens tidligere chefredaktør Andy Caulson personligt godkendte de store udbetalinger.
Andy Caulson har været pressechef for premierminister David Cameron, men blev undervejs i oprulningen af sagen tvunget til at tage sin afsked.
Rupert Murdochs medieemperium omfatter blandt andet amerikanske Fox News, National Geographic Channel og the Wall Street Journal samt britiske The Times, The Sun og Sky News. Den 80-årige Murdoch er rundt regnet nummer 100 på listen over verdens rigeste mænd.