9. juni var Venus Williams impliceret i en dødsulykke, da hun kørte bil hjemme i USA.

At den amerikanske tennisspiller mentalt er ramt hårdt af denne hændelse leverede hun bevis for på pressemødet efter sin sejr i Wimbledons første runde på 7-6, 6-4 over belgieren Elise Mertens.

Tårerne løb ned ad kinderne, da hun blev spurgt om, hvorvidt hun havde yderligere ting at sige, end dem hun tidligere havde skrevet i et opslag på internetmediet Facebook.

»Jeg kan ikke beskrive det med ord. Der er ingen ord, der kan forklare, hvor ødelæggende denne hændelse har været. Jeg er målløs…« nåede hun at sige inden hun holdt en mere end et minuts lang pause, der endte med at pressemødet måtte afbrydes.

Fem minutter senere vendte Venus Williams tilbage. Men her blev det slået fast, at hun kun besvarede spørgsmål af sportslig karakter, og så var det sket med journalisternes spørgelyst.

Men hvad skete, der egentlig i ulykken, der betød, at en 78-årig mand blev kvæstet og senere døde?

Vidner har fortalt politiet, at hun kørte over for rødt lys med cirka otte kilometer i timen, da en bil med et ældre ægtepar kørte ind i siden på hende. Venus Williams har selv forklaret, at hun kørte ind i krydset, da der var grønt lys, men at hun blev tvunget til at standse midtvejs på grund af trafikken foran hende.

Politiet efterforsker stadig ulykken, og Venus Williams er hverken sigtet eller tiltalt i sagen.